Jeg tilbragte engang en hel sommer ved telefonen i min lejlighed for at være hjemme i præcis det sekund, min kæreste ringede fra sin ferie.

Jeg har utallige gange ringet til venner og fået deres forældre i røret, og i løbet af den ganske korte pligtsamtale lært dem lidt bedre at kende.

Jeg har knaldet røret på i brutalt raseri over kæresters dybe urimligheder.

Jeg har lyttet til tusindvis af halve samtaler, som min forældre førte i stuerne, hvor telefonen stod.

Jeg har ringet til ekskærester og lagt røret på, når de svarede, fordi jeg bare ville høre deres stemme og vide, at de stadig var i live.

Jeg har trukket stikket ud, når jeg har følt mig stille og deprimeret, og jeg har været flere på linjen, når mine venners forældre tog telefonen samtidig med, at vennerne gjorde.

Jeg har spurtet gennem samtlige lejligheder, jeg har boet i, for at nå at besvare telefonen, inden der blev lagt på, og jeg har ærgret mig som en sindsyg, de gange jeg ikke nåede den og ikke har anet, hvem det var, der ringede.

000 på en drejeskive

Og alt det er slut nu. Det er slut med den stille knirken i røret fra den snoede telefonledning. Slut med at fastholde røret mellem skulderen og øret. Slut med at dreje 0 og vente, vente, vente på at drejeskiven nåede tilbage, så man kunne ringe 0 igen og igen. Slut med at lave super præcise aftaler for at være samme sted på samme tid. Præcis.

I stedet er det hele blevet afløst af en let vibration i lommen, uanset hvor man er. Og netop derfor, fordi der efterhånden er langt over seks millioner mobiletelefoner i Danmark, er det ved at være endeligt slut for fastnettelefonen.

Besked fra bjergtinder

Onsdag kom det frem, at TDC hæver prisen på en fastnettelefonsamtale med otte procent. Den direkte årsag er, at telefonen er ved at uddø. På blot et enkelt år har 156.000 mennesker ringet til TDC for at sige farvel til deres fastnetabbonement. TDC regner med, at fastnettelefonen helt vil forsvinde i løbet af fem år.

Det er 132 år siden, det hele begyndte. 10. marts 1876 sad Alexander Graham Bell på sit kontor. I rummet ved siden af ringede en telefon for første gang nogensinde. Bells assistent Watson løftede røret, og på kontoret ved siden af råbte Bell Mr Watson. Come over here. I want to see you, ind i mundstykket. Det blev de første ord, der blev sagt i en telefon.

Da den pligtopfyldende Watson øjeblikket efter stod på Bells kontor, var Bell en meget lykkelig mand. En mand, der havde forvandlet det, der begyndte som signalbål på bjergtinder, til ord i en telefon.

I århundredet efter ændrede det ikke bare måden, vi var sammen, men også selve måden vi opførte os på, når vi sad i ensomme timer og ventede på, at en tavs telefon skulle ringe, eller vi spurtede gennem rum for at nå den.

Nu er det hele blevet til en let vibration i lommen, der når os, uanset hvor vi er.

Ps:

Hun ringede aldrig den sommer.