Det er en kendt sag at IC4-togene ikke kører på skinner.
Men nu risikerer DSB at miste cirka 400 millioner kroner i erstatning for de skandaløse tog, der holder stille.
DSB kan nemlig være på vej til at miste en væsentlig del af den samlede erstatning på 2,25 milliarder kroner, som selskabet forhandlede sig til frem med leverandøren af IC4-togene.
I et notat fra transportminister Henrik Dam Kristensen (S) til Folketingets Transportudvalg oplyses det, at 500 millioner af erstatningskronerne er givet i form af en rabatordning på reservedele til IC4-togene.
Denne ordning udløber ved nytår, og DSB havde i november sidste år kun udnyttet 110 millioner kroner af rabatten, skriver Ingeniøren
IC4-togene er produceret af italienske AnsaldoBreda, som efter adskillige fejl og forsinkelser i leveringen indgik et forlig med DSB.
Som en del af forliget skulle DSB selv stå for at udbedre en del af fejlene på togsættene, der den dag i dag holder parkeret på et sidespor på ubestemt tid.
I den forbindelse blev det aftalt inden udgangen af 2012 skulle afgive ordre for i alt en milliard kroner hos Ansaldobreda eller andre virksomheder ejet af selskabets moderkoncern, Finmeccanica.
De fortsatte problemer med togene gennem de seneste år har imidlertid betydet, at DSB's behov for reservedele er blevet udskudt, og dermed risikerer rabatten at gå tabt.
Transportministeren erkender i notatet, at der er "risiko for, at rabatten ikke vil kunne udnyttes fuldt ud inden udløb ultimo 2012".
Han hæfter sig ved, at DSB ved indgåelsen af forliget kaldte løsningen "den bedst opnåelige", og påpeger at Rigsrevisionen er i færd med at undersøge forløbet.
Imens vil DSB nu forsøge at undgå, at rabatten går tabt.
- DSB søger sagen løst gennem forhandling med Ansaldobreda om blandt andet forlængelse af rabataftalen og om tilkøb af ydelser, oplyser ministeren.