Der er ingen grænser for, hvad vitaminpiller bliver rost for, og vi spiser utroligt mange vitaminpiller i Danmark. Særligt i denne tid, hvor man dagligt kan læse på Facebook og andre sociale medier, at en ekstra dosis C-vitaminer kan forebygge alt fra forkølelse til coronavirus.
- Men sandheden er, at så længe vi spiser en sund og varieret kost, får de fleste dækket deres behov for næringsstoffer. Og dermed er det unødvendigt at spise vitaminpiller. Fødevarestyrelsen undersøger løbende indholdet af vitaminer og mineraler i frugt og grøntsager på det danske marked. Samtidig undersøger de danskernes kostvaner for at få afdækket, hvor mange vitaminer og mineraler vi får via vores kost, fortæller ernæringsekspert Charlotte Mithril fra Madensverden.dk
Og forskningen viser, at der sjældent er nogen gavnlig effekt. Og man skal faktisk passe på med vitaminindtaget. For hvis man i forvejen spiser en varieret kost og samtidig tager kosttilskud i form af for eksempel vitaminpiller, kan man risikere at få for mange vitaminer og/eller mineraler.
Køber i blinde
De må ikke overstige de anbefalede mængder af vitaminer og mineraler. Det kan være svært at vide, hvis man køber i blinde, da der ikke er faste grænser for, hvor mange vitaminer og mineraler, kosttilskud må indeholde. Du kan altså være så uheldig, at du køber vitaminpiller, der har et højere indhold af vitaminer og mineraler end de anbefalede doser.
Hvis du alligevel vil gardere dig med et glas vitaminpiller, skal du huske, at de ikke kan erstatte en sund og varieret kost, råder Charlotte Mithril.
- Mad indeholder livsvigtige næringsstoffer som protein, fedt, kulhydrat og kostfibre. Og her behøver du ikke være bange. Det er nemlig meget svært at få for mange vitaminer og mineraler gennem en sund og varieret kost. Og hvis du vil sikre, at du for eksempel får C-vitaminer nok, skal du bare spise en rød peberfrugt eller et par kiwier. Det er nok til at få den anbefalede mængde af C-vitaminer dagligt.