Den mand, der er sigtet for knivoverfaldet på institutionen Saxenhøj i går, hvor en mandlig lægekonsulent blev dræbt, har været med i Anders Lund Madsens program 'Sindssygehospitalet' på DR1. Det skriver Ekstra Bladet.
Anders Lund Madsen følger den 28-årige gennem fire programmer og fortæller også på et tidspunkt, at han er bekymret for manden. Ifølge Ekstra Bladet siger TV-værten:
"Jeg er bange for, at det ikke bliver ved med at gå godt for dig. At du på et tidspunkt roder dig ud et eller andet. Det er jeg bange for."
Den 28-årige blev i dag varetægtsfængslet i fire uger. Han sigtes for drabet på en læge og forsøg på drab af en socialrådgiver og en anden beboer.
Manden er ikke tilbageholdt i arresten, men blev onsdag indlagt på en psykiatrisk afdeling, fordi han var tydeligt syg.
Ifølge DR-programmet har manden diagnosen skizofreni og er i programmerne også indlagt på en psykiatrisk afdeling i Hvidovre. Senere besøger Lund Madsen ham dog alene i et stort hus, hvor den 28-årige selv konstaterer, at han han er "et nervevrag."
Drabet i går på en 69-årig læge skete med en køkkenkniv. Den afleverede manden selv til ansatte efter det voldsomme angreb. Han erkendte, ifølge Ekstra Bladet, forbrydelsen:
"Jeg har stukket en. Jeg ved godt, hvad jeg har gjort. Jeg er verdens enehersker, sagde den fængslede angiveligt til politiet, da han blev anholdt," fortæller avisen.