På et møde 15. januar i præsidiet under Eurovision, der bestod af DRs general -og økonomidirektør, overborgmester Frank Jensen,(S) ledelsen i Wonderful Copenhagen samt regionsrådsformand Sophie Hæstrup Andersen,(R) advarede DR mod, at showet var underfinansieret fra Wonderful Copenhagens side.
Faktisk var DR så skeptisk omkring økonomien, at man meldte sig klar til helt at droppe showet, skriver Metroxpress.
Den bekymring valgte overborgmester Frank Jensen, (S) dog at holde hemmelig for både Københavns borgerrepræsentation samt for økonomiudvalget.
Det ville de nok gerne have vidst, da de tilsammen er endt med at betale 23 millioner af de i alt 77 millioner kroner, showet har haft i underskud.
Det har givet anledning til hård kritik fra kommunens borgerlige politikere, men hos region hovedstaden er der også forargelse fra egne rækker:
"Det der forarger mig mest, er at flere øjensynligt har vidst, at der fra første færd var tale om en underbudgettering. Vi har aldrig fået en brik at vide om DR's advarsel på det felt. Vi har støttet med bind for øjnene. Vi kendte ikke til DR's advarsel – og slet ikke den risiko, vi koblede os på," siger De Radikales Charlotte Fischer til Metroxpress.
Hverken Sophie Hæstrup Andersen,(R) og Frank Jensen,(S) var til stede ved selve mødet men kendte til DRs bekymring.
Kilde: Mx.dk