Det var ikke en prognose, men en eksakt forudsigelse, da den folkekære vejrvært Jesper Theilgaard for sidste gang præsenterede vejrudsigten på DR.
Jesper Theilgaard er en af de medarbejdere, der har takket nej til at følge Danmarks Radio udflytningsplaner, som blandt andet indebærer, at Sporten og Vejret fremadrettet skal sende fra Aarhus.
62-årige Jesper Theilgaard fortalte i august, at han havde valgt at blive med familien i København, og torsdag var efter 27 og et halvt år således hans sidste dag på stationen.
- Det er sådan små 10.000 dage siden, jeg begyndte, siger han til DR og fortæller, at da han begyndte, mødte han ind på DMI og båndede en film med skyer:
- Så tog vi båndet med under armen og faxede et kort ud til grafikerne på tv-avisen. Men det blev hurtigt ændret, og den tekniske måde, som vi afvikler vejret på, har ændret sig markant, siger han.
To specielle dage
Jesper Theilgaard var på skærmen første gang i 1990, men til DR fortæller han, at der er to arbejdsdage han husker tydeligt. Den ene var en særlig dag i 1999.
- Den 3. december 1999 var den største vejroplevelse i mit liv. Vi kaldte det århundredets orkan dengang. Den markerede et stort skifte i mediedækningen, for før dengang var der ingen ekstraudsendelser om vejret. Derefter er der lavet mange ekstraudsendelser, når der er sket store vejrhændelser, siger Jesper Theilgaard til DR.
Den anden var oversvømmelsen i København 2. juli i 2011. Den dag gik det op for mange, at der var noget helt galt med klimaet, mener den nu tidligere vejrprofet.
Planer, bøger og foredrag
Fremover vil Jesper Theilgaard omsætte de seneste ti år som klimaekspert til at skabe sig et nyt arbejdsliv med eget firma.
Han planlægger at skrive bøger, holde foredrag og hjælpe folk og firmaer, der har brug for en hjælpende hånd til at formidle deres viden om blandt andet klimaprojekter og bæredygtighed, skriver DR.