USA's præsident Donald Trumps 72-årige lillebror, Robert Trump, er død lørdag. Det oplyser præsidenten i en erklæring natten til søndag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Det er med et tungt hjerte, jeg deler, at min vidunderlige bror, Robert, fredeligt døde i aften. Han var ikke bare min bror, han var min bedste ven. Han vil blive meget savnet, men vi mødes igen.
- Hans minde vil leve videre i mit hjerte for evigt. Robert, jeg elsker dig. Hvil i fred, skriver Trump i erklæringen.
Meldingen kommer, dagen efter at Donald Trump besøgte sin bror på Presbyterian Hospital i New York.
Trump bar ansigtsmaske ved ankomsten til hospitalet. Han kom ind via bagdøren og blev i cirka 45 minutter.
Amerikanske medier meldte om, at præsidentens bror er alvorligt syg, men der er ikke yderligere detaljer om, hvad han fejler.
/ritzau/