Dødstal i Spanien falder mens samfundet åbner sig lidt

Spanske politikere med god afstand imellem sig holder et minuts stilhed i parlamentet onsdag til ære for de døde af Covid-19. (Foto: Pool/Reuters)

Det samlede dødstal i Spanien bevæger sig mod 19.000 under coronakrisen. Men tendens forbliver positiv.

Der er onsdag i Spanien registreret 523 døde med coronavirus inden for det seneste døgn. Det er 44 færre end dagen forinden, oplyser sundhedsministeriet i Madrid.

Det bringer det samlede dødstal under coronakrisen i Spanien op på 18.579.

Det overgås kun af Italien med 21.067 døde, og USA, hvor 25.292 har mistet livet efter at være ramt af smitten.

Dagens tal bekræfter således på ny en positiv tendens i Spanien, efter at der tidligere på måneden blev meldt om over 900 døde om dagen.

Omvendt stiger antallet af smittede personer inden for det seneste døgn med over 5000 til i alt 177.000. De seks tidligere dage faldt antallet af smittede.

I forbindelse med afslutningen af påsken har den spanske regering lettet på nogle af de skrappe restriktioner, som landet har været underlagt. Der har været udgangsforbud for alle, medmindre det handlede om indkøb af mad og medicin.

Nu er dele af byggeriet i landet genoptaget, og visse produktionshaller har fået lov til en forsigtig genstart.

Men for den øvrige del af landet opretholdes restriktionerne frem til 26. april.

Så restauranter, caféer, beværtninger, biografer, parker og andre offentlige pladser skal forblive lukket.

Coronakrisen har inden for de seneste to uger kostet 900.000 arbejdspladser. Regeringen forsøger med forskellige hjælpepakker at holde hånden under virksomheder og lønmodtagere.

- Jeg synes stadig, at det er for hurtigt med denne tilbagevenden til arbejdet, forklarede en hospitalsansat, Monica Pinzon, da hun tirsdag var i Barcelonas metro for sammen med andre sygeplejersker og portører at dele mundbind ud til pendlere.

De folk, der nu har fået lov til at vende tilbage til deres arbejde, skal kunne fremvise papirer til politiet, hvor deres virksomheder bekræfter, at de skal møde op.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters