Skruer man tiden fire måneder tilbage til begyndelsen af juli, lå tennisstjernen Novak Djokovic blot nummer 21 på verdensranglisten efter en periode med skader og svigtende form.
Når listen opdateres igen på mandag, kan serberen meget vel igen indtage førstepladsen, som han ikke har haft i hænde siden november 2016.
Siden juli har Djokovic nemlig været mindst en klasse over alle andre. Han har triumferet i Wimbledon, US Open, Cincinnati og Shanghai.
Når han i denne uge træder ind i anden runde af Paris Masters, er det med 18 sejre på stribe i bagagen og 27 sejre i de seneste 28 kampe på fire måneder.
- I både US Open og Shanghai spillede jeg bedre end nogensinde før, siger Novak Djokovic forud for turneringen i den franske hovedstad.
Inden denne fører Rafael Nadal verdensranglisten med 7660 point, og han gør comeback i Paris efter en skade. Forspringet er knebent, da Djokovic i mellemtiden er kravlet op på 7445 point.
Det er serberen helt opmærksom på.
- Jeg er meget, meget tilfreds med det, jeg har opnået i de seneste fire-fem måneder, og med "Rafas" skade og afbud til Kina er jeg pludselig meget tæt på ham på ranglisten og kan slås om at slutte året som verdensetter.
- Selvfølgelig er jeg bevidst om det, og jeg vil gøre mit bedste for at opnå det, fastslår Djokovic.
Han er andenseedet i Paris, hvor han i semifinalen kan møde Roger Federer, der søndag vandt sin 99. ATP-titel med triumfen i Basel.
Nadal, der er topseedet i Paris, skal som minimum matche Djokovic' præstation i Frankrig for at fastholde sin førsteplads.
/ritzau/AFP