En familie med far og mor på kontanthjælp og tre teenagebørn mangler hver måned over 2.000 kroner for at kunne leve for det, som Rockwoolfonden definerer som en beskeden tilværelse i Danmark, men hvor der trods alt er plads til sund mad og "et vist socialt liv".
I hvert fald hvis de skal leve af kontanthjælpen alene. Det skriver Politiken mandag.
Til sammenligning er rådighedsbeløbet for en kontanthjælpsfamilie med kun et helt lille barn under to år hele 3.400 kroner over Rockwoolfondens såkaldte minimumsbudget.
Det viser beregninger fra Rockwoolfonden lavet for Politiken. Og de viser samtidig, at der er mange nuancer i striden om, hvorvidt man kan overleve på de nye lavere kontanthjælpssatser, som blev indført 1. oktober med kontanthjælpsloftet.
For børn er ikke lige dyre i drift, teenagebørn koster mere end småbørn. Og har familien tre børn, som alle er i teenagealderen, får de brug for hele 17.437 kroner som minimumsbudget, fremgår det af de nye sammentællinger, Rockwoolfonden har lavet for Politiken. Og så rækker de 15.300 i rådighedsbeløb fra kontanthjælpen ikke.
Af Rockwoolfondens nye beregninger fremgår det blandt andet, at også enlige på kontanthjælp med ét eller to store børn kan have vanskeligt ved at få det til at hænge sammen, hvis de skal leve af kontanthjælp alene. En enlig kontanthjælpsmodtager med en stor teenager er således knap 1.000 kroner bagud hver måned, hvis der skal være råd til minimumsbudgettet.