Nicolai Bentsen er scenetekniker og fællestilidsmand for 3F ´erne på Det Kongelige Teater. Han er født på vestegnen - helt nøjagtigt i Rødovre, men har boet det meste af sit liv i København.
Nicolai Bentsen er far til et barn med autisme, og én til der er lige så unormal som alle andre. Han skriver om fællesskaber og fortællinger mellem mennesker. På arbejdspladser og på fodboldstadions, men aldrig ud fra fokusgrupper. Der vil både være indlæg præget af håbløs nostalgi, samt nye udviklinger og tendenser så længe, at disse foregår i øjenhøjde. Samfundsforhold, overenskomstforhold og alle livets besværlige forhold.
I FOLKEDYBET har der længe været opbakning til en mere retfærdig differentiering i vores pensionsmodel, og til det banale synspunkt, at nedslidte skal behandles værdigt, og alle sikres et godt og sundt arbejdsliv.
Nu synes alvoren også at have nået Christiansborg, hvor fronterne er trukket klart op mellem de som vil justere gældende ordninger, og de som vil en mere grundlæggende ændring.
I den forbindelse ser det aldrig så kønt ud, når hesten med vold og magt skal trækkes til truget.
Regeringen har arbejdet for afskaffelse af efterlønsordningen, en yderligere stigning i pensionsalderen og gennemført kontinuerlige besparelser på arbejdstilsynet.
Så man kan ikke fortænke danskerne i at finde deres jomfruelige interesse for nedslidning og pension en kende utroværdig.
Det bliver ikke meget bedre hos støttepartiet. Først gjorde man nærmest grin med socialdemokraternes udspil, for så derefter at købe hele pakken ubeset.
Så mente man pludselig, at en ændring alene skulle målrettes de job, som er organiseret af fagforbundene FOA og 3F. Og seneste melding har været, at en ny rettighed først skal træde i kraft i 2040!
Vælgerne har mildest talt ikke kvitteret for slingrekursen, men flygter i hundredtusindvis i målingerne.
Der er sandt for dyden også set større stabilitet i synspunkter hos den unge konfirmand i Admiralens vise. ”Politisk set var jeg liberal, socialistisk, højresindet radikal ...”
DET ER EN SKAM. For der burde være enighed på tværs af politiske skel om, at give de nedslidte en håndsrækning. Og det er fuldstændig i forlængelse af de principper vi har bygget vores velfærdssamfund op omkring, at de bredeste skuldre bærer det tungeste læs. I dag bærer de ufaglærte og kortuddannede, som er startet tidligst på arbejdsmarkedet, samt varetager de fysisk mest nedslidende job, helt bogstaveligt talt det tungeste læs. Og de betaler tilmed den højeste pris i kraft af færre og dårligere leveår, når de endelig når pensionsalderen.
Derfor er det også uforståeligt, at en række akademiske organisationer kæmper med næb og klør imod en mere rimelig differentiering.
Især med tanke på, at S-udspillet ikke betyder forringelser, men tværtimod også forbedringer for deres medlemsgrupper.
De fleste akademikere jeg kender personligt, er både solidariske og uenige med deres forbund. De som er enige, har dog vanen tro en uproportional fremtrædende plads i mediebilledet.
Jeg håber, at de har stillet sig selv følgende spørgsmål, inden de fortsætter den aktive kamp imod en historisk mulighed for forbedring af vores pensionsmodel.
ER DET STRENGT NØDVENDIGT, at et af verdens rigeste lande på sigt, skal have verdens højeste pensionsalder?
Ingen erfaring, ej heller nogen form for tilgængelig data, bakker op om den forestilling, at raske og rørige danskere skulle finde det attraktivt at gå 2/3-dele ned i løn, frem for at blive et par år mere på arbejdsmarkedet.
Kan vi ikke sammen henvise denne type argumenter til de mere litterære genrer?
Hvis man har rundet 40-45 år på arbejdsmarkedet, tager smertestillende medicin jævnligt, men stadig kan passe et job i et eller andet omfang, har man så helt ærligt ikke fortjent en værdig afgang uden opslidende, bureaukratiske systemer, rigide regler og lægefaglige vurderinger?
Er den nuværende pensionsmodel - hvor vi alene tæller fødselsår – virkelig udtryk for større retfærdighed og ligebehandling, end hvis man fx tæller arbejdsår?
Er det nuværende system ikke en faktuel differentiering, hvor vejen hen til den fælles målstreg indebærer vidt forskellige arbejdsliv. Og hvor nogle job dokumenterbart indeholder langt større belastning psykisk og fysisk end andre?
Er det virkelig så afgørende for retfærdighedssansen, at ufaglærte og kortuddannede skal arbejde 5-10 år længere end de højt uddannede, alene for at opretholde et pseudouniverselt princip?
Hvorfor skulle en anden differentiering af ret til pension medføre svigtende opbakning til velfærdsstaten. Tildeling af fx. SU til udelukkende visse ungdomsgrupper, og den voldsomme skævdeling af vores generelle brug af de fælles uddannelseskroner, har vel ikke givet anledning til den bekymring ?
Ældresundheden er desværre ikke fulgt med stigningen i levealder. Bør alle ikke have ret til samme antal gode leveår i vores pensionistliv?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.