Det er umiddelbart sød musik i ørerne for Dansk Industri, når den nytiltrådte erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen (S), onsdag i flere medier slår på tromme for gode rammevilkår og øget konkurrence blandt danske virksomheder.
- Vi kan kun være enige i, at virksomhederne skal have gode rammevilkår. Det er det, vi arbejder for, fortæller Tine Roed, direktør i Dansk Industri.
Henrik Sass Larsen siger ifølge Politiken, at han tror, en række udflyttede virksomheder vil rykke hjem - særligt "hvis vi kan tilbyde endnu bedre rammebetingelser for virksomhederne".
Dansk Industri peger på, at det nu er afgørende, hvordan erhvervs- og vækstministeren konkret har tænkt sig at gribe opgaven an.
- Der er ingen tvivl om, at virksomhedernes omkostninger skal ned. Man tog et første skridt med vækstpakken, og vi skal videre ad den vej. Lavere omkostninger er også det, der får virksomheder til at vende hjem, mener Tine Roed.
Først og fremmest gælder det om at nedsætte selskabsskatten yderligere, mens skatten på arbejde også gerne må bevæge sig i samme retning.
- Det er vigtigt at sætte selskabsskatten ned, fordi det tiltrækker investeringer og betyder, at virksomhederne bliver i stand til at investere i ny teknologi. Det fører til, at vi bliver mere effektive, som er en af de udfordringer, vi netop har i Danmark.
- Men også skatten på arbejde skal sættes ned. Det skal være en bred palette, der gør det attraktivt at arbejde og drive virksomhed i Danmark, understreger Tine Roed.
I den seneste opgørelse fra World Economic Forum røg Danmark ned på en 15. plads over de mest konkurrencedygtige lande i verden. For fem år siden indtog Danmark tredjepladsen i samme undersøgelse.
/ritzau/