- Jeg forstår simpelthen ikke, hvad kommunen har gang i. Det ligner åbenlys diskrimination af danske børn, der jo ikke får de samme muligheder som flygtninge.
Sådan lyder det fra DF's byrådsmedlem Ghita Nelander i Næstved Kommune til Sjællandske.
Hun undrer sig over, at DGI og Næstved Kommune hjælper flygtningebørn ud i det lokale idrætsliv og forstår ikke, hvorfor tilbuddet ikke også gælder danske børn.
- Vi har jo også mange danske familier uden ret mange midler. De får ingen hjælp, mens vi til gengæld har travlt med at hjælpe flygtninge, siger DF-poltikeren, der nu har rejst sagen i kommunens Beskæftigelsesudvalg, til Sjællandske.
Kritikken preller af på DGI's projektchef Tim Carstensen. Han bedyrer, at hverken DGI eller kommunen betaler flygtningebørnenes kontingent, men at to ansatte har hjulpet børnene med at skrive ansøgninger til foreninger, der hjælper børnene med at betale deres kontingent.
- Det kan danske familier også ansøge om, så på den måde er der ikke gjort forskel på Mathias og Mohammed. Vi har dog hjulpet flygtningefamilierne med ansøgninger om lavere kontingent, da de kommer fra en helt anden kultur og ikke aner, hvordan det danske foreningsliv fungerer, siger Tim Carstensen til Sjællandske.
Foreløbig er 28 flygtningebørn hjulpet ud i lokale idrætsklubber, mens andre er blevet uddannet som ulønnede hjælpetrænere, takket være projekt "Foreninger for alle".