Kronik fra Berlingke Tidende
Frank Aaen gav ingen
pardon
Enhedslistens Frank Aaen nærmede sig
betænkeligt en overtrædelse af FNs tortur-definition, da han krydsforhørte en
fange i det berygtede Pul-e-Charki-fængsel i
Kabul.
Af Mette
Herborg Journalist og forfatter
Da den
28-årige danske kommunist Frank Aaen sidder foran den tilfangetagne egypter
Ziauddin Mahmoud i Pul-e-Charki-fængslet uden for Kabul, er manden som voks i
hans hænder. Egypterens svar på de korte og velforberedte spørgsmål kommer
prompte. Han fortæller nøjagtigt det, som Frank Aaen ønsker af ham, nemlig at
det er CIA, der har trænet ham i Vesttyskland og sammen med oprørslederen
Gulbudin Hekmatyar fra »Hezbi Islami« har sendt ham til Afghanistan, hvor han i
Hellig Krig mod den kommunistiske regering og de russiske besættelsestropper
skulle udføre spionage og oplære modstandsfolk i våbenbrug. Siden sin pågribelse
fire uger før havde Ziauddin Mahmoud været prisgivet det afghanske
sikkerhedspoliti, KHAD, og specialister fra KGB havde været til stede med råd og
dåd under forhørene. Han var fuldstændigt isoleret og kæmpede nu for sit liv ved
at samarbejde, belaste sig selv og tilstå alt. Alene skrigene fra de andre
fanger, der blev torteret, ville have været nok til at få hans tunge på gled. Og
nu, da Frank Aaen sad over for ham, virkede det som en nidkær fortsættelse af
forhørene. Danskeren var nemlig ikke en professionel, fri og uafhængig
journalist, som egypteren kunne betro sig til og fortælle om sine lidelser.
Frank Aaen havde længe været i den sovjetiske propagandas tjeneste. Han var
blevet skolet i Moskva og derefter placeret som lønnet formand for Kommunistiske
Studenter i Danmark (Komm.S.). Hans partis hele eksistens afhang af de penge,
som blev sendt fra Sovjetunionen år efter år. Og nu havde han fået til opgave at
forsvare den sovjetiske invasion i Afghanistan og lave et skønmaleri af de
storartede tilstande, der herskede under den tidligere KGB-agent Babrak Karmals
regime.
I
FN-konventionen fra 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf definerer man begrebet tortur i kapitel I,
artikel 1, stk. 1: »I denne konvention betyder udtrykket »tortur« enhver
handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental,
bevidst påføres en person med det formål at fremskaffe oplysninger eller en
tilståelse fra denne eller en tredjemand, at straffe ham for en handling, som
han selv eller en tredjemand har begået eller mistænkes for at have begået,
eller at skræmme eller lægge tvang på ham eller en tredjemand, eller af nogen
grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en sådan smerte eller
lidelse påføres af eller på opfordring af en offentligt ansat eller en anden
person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller
indvilligelse.« Når Frank Aaen i samarbejde med Kabul-regeringen,
sikkerhedspolitiet, KHAD, og den sovjetiske besættelsesmagt bevidst bruger den
fangne egypters afmægtige tilstand til at afpresse ham udtalelser, så nærmer
situationen sig betænkeligt FN-konventionens
tortur-definition.
Men Frank
Aaen gik endnu videre. Han levede sig fuldstændigt ind i rollen som
forhørsleder. Lad mig citere fra »Røde Blade« den 15. april 1980, hvad Aaen selv
konkluderer i sit fire sider lange »interview« med egypteren: »Ziauddin Mahmoud
søger at fremstille sig som en lille brik i spillet, en stakkels vildført.
Vildførte er der ganske vist mange af i Afghanistan, men det er ikke mange af
dem, der har været på træningsophold i Vesttyskland - det er ikke nødvendigt for
blot at lære at skyde og lave et par bomber. Ziauddin Mahmoud har givet spillet
en større rolle, end han vil være ved. Vi spurgte ham, om han kendte CIAs ledere
i området. Han svarede nej - men hans ansigt sagde tydeligvis noget andet.«
Frank Aaen undlod altså ikke at gøre opmærksom på, at han selv bedømte egypteren
til at være betydeligt farligere, end man indtil da havde antaget. Jeg forsøger
i øjeblikket at finde ud af, hvad der siden skete med fangen, efter at Frank
Aaen havde haft ham under behandling. Måske endte han i den massegrav med 12.000
lig, der blev fundet i umiddelbar nærhed af Pul-e-Charki-fængslet efter det
kommunistiske styres sammenbrud.
Babrak
Karmal var kommet til magten i december 1979 efter at have myrdet sin
kommunistiske rival, præsident Hafizullah Amin. Han bad om militærhjælp fra
Sovjetunionen, der mere end villigt lod sine tropper rykke ind og besætte
landet. Befolkningen gik imidlertid til modstand, og den 21.-22. februar 1980
kom det til væbnet opstand i Kabul, men den blev slået ned med hård hånd, og
fængslerne fyldtes med nye tusinder af politiske fanger. Sikkerhedspolitiet
KHAD, som allerede var mestre udi torturen, fik nu nye impulser fra KGB. Da FN i
1986 offentliggjorde sin rapport om de grove krænkelser af menneskerettighederne
i Afghanistan, kaldte man KHAD for en »torturmaskine« og opregnede dens 10 mest
anvendte torturmetoder, som følger: Tortur med elektrochok, normalt på mænds
kønsorganer og kvinders bryster. Udtrækning af negle. Forbud mod at gå på
toilettet, så at fangen efter et stykke tid blev nødt til at forrette sin
nødtørft i nærvær af medfangerne. Indføring af træstykker i endetarmen, særligt
hos gamle og agtværdige fanger. Udrivning af skæghår, især hos ældre mænd og
religiøse ledere. Kværkning af fangen, indtil han åbnede munden, så man kunne
urinere i den. Man lod politihunde skambide fangen. Ophængning i fødderne på
ubestemt tid. Voldtægt af kvinder, hvis hænder og fødder var snøret sammen.
Indføring af forskellige genstande i vagina. Til alle disse fysiske torturformer
kom psykiske pinsler som fingerede henrettelser, overværelse af voldtægt begået
mod et familiemedlem eller en kæreste og løsladelse på skrømt. De sovjetiske,
rådgivende KGB-officerer deltog i forhørene og medvirkede under torturen. Der
var 70.000 medarbejdere hos KHAD, og de blev kontrolleret af 1.500 KGB-folk.
Overgrebenes antal var uendeligt og lidelserne ufattelige. Og befolkningen
rejste sig mod undertrykkerne den ene gang efter den anden for at kaste åget af
sig.
Den 27.
april 1980, kun få uger efter Frank Aaens besøg, demonstrerede studenter og
gymnasieelever i Kabul mod styret. Det blev til et blodbad med nedskydning af
flere hundrede unge mennesker. Mellem seks og syv tusinde blev kastet i fængsel.
For at afskrække de unge mennesker fra nye oprørsforsøg blev nogle af dem ført
ind i KHADs torturkamre, hvor de blev præsenteret for det gruopvækkende syn af
afrevne lemmer fra torterede fanger. Alt hvad der kunne true Babrak Karmals
regime blev systematisk ryddet af vejen. Afghanistan var blevet en kolossal
kz-lejr. I 1986 mente eksperter, at antallet af politiske fanger i Afghanistan
var 100.000. De fleste kom ikke ud i live. Fangerne forsvandt sporløst eller kom
for revolutionsdomstolen og blev henrettet. I foråret 1982 blev digteren, den
tidligere chefredaktør for avisen »Anis«, Gholam Shah Saichare Chamadi,
arresteret. Det vides, at han døde under torturen.
Udover
KHAD-terroren blev den genstridige befolkning overfaldet af de sovjetiske
besættelsestropper i et blodigt myrderi, der kom til at koste op mod halvanden
million mennesker livet. Napalm, fosfor og giftgasser blev kastet ned fra
luften. Hele landsbyer blev udraderet og samtlige indbyggere dræbt. Massakrer og
voldtægter blev uhyggelig hverdag for disse stakkels mennesker. Mange undgik
deres skæbne ved at flygte til Pakistan. Selv om der blev åbnet ild mod
konvojerne, og mange blev dræbt undervejs, nåede fem millioner flygtninge frem
til Pakistan, mens krigen rasede 1979-89. Som et eksempel på de utallige
sovjetiske krigsforbrydelser i Afghanistan vil jeg fortælle om massedrabet på de
105 indbyggere i landsbyen Padkhwab-e Shana.
Den 13.
september 1982 havde indbyggerne gemt sig for de sovjetiske soldater i en
underjordisk vandingskanal. Russerne hældte let antændeligt brændstof ned til
dem i tunnelen og satte en tændstik til. De brændte alle ihjel. I en anden
landsby var forældrene til en lille dreng ikke hurtige nok med at udlevere
oplysninger til de sovjetiske soldater. Så hældte russerne benzin over drengens
arme og satte ild til, mens forældrene måtte se på. Det var et land i total krig
med nedslagtning af civilbefolkningen på slagmarken og tortur og likvideringer
af oppositionelle i KHADs specialfængsler, som Frank Aaen vendte tilbage til den
7.-17. april 1984, denne gang i selskab med formanden for Danmarks Kommunistiske
Parti, Jørgen Jensen, og Land og Folks korrespondent i Moskva, Johan
Suszkiewicz. Det afghanske kommunistparti, der hed Folkets Demokratiske Parti,
havde lagt et storslået program for delegationen fra broderpartiet i Danmark.
Højdepunktet var et møde med Babrak Karmal, der både var partiformand og
præsident. Medarbejdere, tolke, biler og fly var stillet til rådighed for Aaen,
Jensen og Suszkiewicz. Siden jeg den 19. juli i år bragte historien i Berlingske
Tidende om Frank Aaens besøg i Pul-e-Charki-fængslet i 1980, har Aaen haft
travlt med at skildre sig selv som en naiv og godhjertet dansk kommunist af den
hyggelige slags, der havde kikkerten for det blinde øje. Men Frank Aaen vidste
nøjagtigt, hvad der foregik i Afghanistan, og hvad han selv gjorde. Han var 28
år, da han første gang besøgte Kabul. Fire år efter vendte han tilbage som DKPs
Afghanistan-ekspert og støttede blodregimet lige så ihærdigt som før. I alle
årene udfoldede han en vældig propaganda-virksomhed på skrift og i tale til
forsvar for Sovjets invasion. Det skete, alt imens Amnesty International løbende
udsendte sine meget detaljerede beretninger fra området. Han var Moskvas særlige
protegé og allerede udset til en glorværdig fremtid i Partiet. Han var sikker på
hånden i magtkampe, dreven i det organisatoriske, og han forstod at klare sig ud
af en knibe med slagfærdighed og kynisk realitetssans. Frank Aaen var ikke blind
på hverken det ene eller det andet øje, blot blændet af sin egen storhed og
betydning, som fik næring i bevidstheden om det vældige Sovjet-apparat, han
havde i ryggen.