Kronik fra Berlingke Tidende 

Frank Aaen gav ingen pardon

Enhedslistens Frank Aaen nærmede sig betænkeligt en overtrædelse af FNs tortur-definition, da han krydsforhørte en fange i det berygtede Pul-e-Charki-fængsel i Kabul.

Af Mette Herborg Journalist og forfatter

Da den 28-årige danske kommunist Frank Aaen sidder foran den tilfangetagne egypter Ziauddin Mahmoud i Pul-e-Charki-fængslet uden for Kabul, er manden som voks i hans hænder. Egypterens svar på de korte og velforberedte spørgsmål kommer prompte. Han fortæller nøjagtigt det, som Frank Aaen ønsker af ham, nemlig at det er CIA, der har trænet ham i Vesttyskland og sammen med oprørslederen Gulbudin Hekmatyar fra »Hezbi Islami« har sendt ham til Afghanistan, hvor han i Hellig Krig mod den kommunistiske regering og de russiske besættelsestropper skulle udføre spionage og oplære modstandsfolk i våbenbrug. Siden sin pågribelse fire uger før havde Ziauddin Mahmoud været prisgivet det afghanske sikkerhedspoliti, KHAD, og specialister fra KGB havde været til stede med råd og dåd under forhørene. Han var fuldstændigt isoleret og kæmpede nu for sit liv ved at samarbejde, belaste sig selv og tilstå alt. Alene skrigene fra de andre fanger, der blev torteret, ville have været nok til at få hans tunge på gled. Og nu, da Frank Aaen sad over for ham, virkede det som en nidkær fortsættelse af forhørene. Danskeren var nemlig ikke en professionel, fri og uafhængig journalist, som egypteren kunne betro sig til og fortælle om sine lidelser. Frank Aaen havde længe været i den sovjetiske propagandas tjeneste. Han var blevet skolet i Moskva og derefter placeret som lønnet formand for Kommunistiske Studenter i Danmark (Komm.S.). Hans partis hele eksistens afhang af de penge, som blev sendt fra Sovjetunionen år efter år. Og nu havde han fået til opgave at forsvare den sovjetiske invasion i Afghanistan og lave et skønmaleri af de storartede tilstande, der herskede under den tidligere KGB-agent Babrak Karmals regime.

I FN-konventionen fra 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf definerer man begrebet tortur i kapitel I, artikel 1, stk. 1: »I denne konvention betyder udtrykket »tortur« enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person med det formål at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en tredjemand, at straffe ham for en handling, som han selv eller en tredjemand har begået eller mistænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på ham eller en tredjemand, eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en sådan smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentligt ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse.« Når Frank Aaen i samarbejde med Kabul-regeringen, sikkerhedspolitiet, KHAD, og den sovjetiske besættelsesmagt bevidst bruger den fangne egypters afmægtige tilstand til at afpresse ham udtalelser, så nærmer situationen sig betænkeligt FN-konventionens tortur-definition.

Men Frank Aaen gik endnu videre. Han levede sig fuldstændigt ind i rollen som forhørsleder. Lad mig citere fra »Røde Blade« den 15. april 1980, hvad Aaen selv konkluderer i sit fire sider lange »interview« med egypteren: »Ziauddin Mahmoud søger at fremstille sig som en lille brik i spillet, en stakkels vildført. Vildførte er der ganske vist mange af i Afghanistan, men det er ikke mange af dem, der har været på træningsophold i Vesttyskland - det er ikke nødvendigt for blot at lære at skyde og lave et par bomber. Ziauddin Mahmoud har givet spillet en større rolle, end han vil være ved. Vi spurgte ham, om han kendte CIAs ledere i området. Han svarede nej - men hans ansigt sagde tydeligvis noget andet.« Frank Aaen undlod altså ikke at gøre opmærksom på, at han selv bedømte egypteren til at være betydeligt farligere, end man indtil da havde antaget. Jeg forsøger i øjeblikket at finde ud af, hvad der siden skete med fangen, efter at Frank Aaen havde haft ham under behandling. Måske endte han i den massegrav med 12.000 lig, der blev fundet i umiddelbar nærhed af Pul-e-Charki-fængslet efter det kommunistiske styres sammenbrud.

Babrak Karmal var kommet til magten i december 1979 efter at have myrdet sin kommunistiske rival, præsident Hafizullah Amin. Han bad om militærhjælp fra Sovjetunionen, der mere end villigt lod sine tropper rykke ind og besætte landet. Befolkningen gik imidlertid til modstand, og den 21.-22. februar 1980 kom det til væbnet opstand i Kabul, men den blev slået ned med hård hånd, og fængslerne fyldtes med nye tusinder af politiske fanger. Sikkerhedspolitiet KHAD, som allerede var mestre udi torturen, fik nu nye impulser fra KGB. Da FN i 1986 offentliggjorde sin rapport om de grove krænkelser af menneskerettighederne i Afghanistan, kaldte man KHAD for en »torturmaskine« og opregnede dens 10 mest anvendte torturmetoder, som følger: Tortur med elektrochok, normalt på mænds kønsorganer og kvinders bryster. Udtrækning af negle. Forbud mod at gå på toilettet, så at fangen efter et stykke tid blev nødt til at forrette sin nødtørft i nærvær af medfangerne. Indføring af træstykker i endetarmen, særligt hos gamle og agtværdige fanger. Udrivning af skæghår, især hos ældre mænd og religiøse ledere. Kværkning af fangen, indtil han åbnede munden, så man kunne urinere i den. Man lod politihunde skambide fangen. Ophængning i fødderne på ubestemt tid. Voldtægt af kvinder, hvis hænder og fødder var snøret sammen. Indføring af forskellige genstande i vagina. Til alle disse fysiske torturformer kom psykiske pinsler som fingerede henrettelser, overværelse af voldtægt begået mod et familiemedlem eller en kæreste og løsladelse på skrømt. De sovjetiske, rådgivende KGB-officerer deltog i forhørene og medvirkede under torturen. Der var 70.000 medarbejdere hos KHAD, og de blev kontrolleret af 1.500 KGB-folk. Overgrebenes antal var uendeligt og lidelserne ufattelige. Og befolkningen rejste sig mod undertrykkerne den ene gang efter den anden for at kaste åget af sig.

Den 27. april 1980, kun få uger efter Frank Aaens besøg, demonstrerede studenter og gymnasieelever i Kabul mod styret. Det blev til et blodbad med nedskydning af flere hundrede unge mennesker. Mellem seks og syv tusinde blev kastet i fængsel. For at afskrække de unge mennesker fra nye oprørsforsøg blev nogle af dem ført ind i KHADs torturkamre, hvor de blev præsenteret for det gruopvækkende syn af afrevne lemmer fra torterede fanger. Alt hvad der kunne true Babrak Karmals regime blev systematisk ryddet af vejen. Afghanistan var blevet en kolossal kz-lejr. I 1986 mente eksperter, at antallet af politiske fanger i Afghanistan var 100.000. De fleste kom ikke ud i live. Fangerne forsvandt sporløst eller kom for revolutionsdomstolen og blev henrettet. I foråret 1982 blev digteren, den tidligere chefredaktør for avisen »Anis«, Gholam Shah Saichare Chamadi, arresteret. Det vides, at han døde under torturen.

Udover KHAD-terroren blev den genstridige befolkning overfaldet af de sovjetiske besættelsestropper i et blodigt myrderi, der kom til at koste op mod halvanden million mennesker livet. Napalm, fosfor og giftgasser blev kastet ned fra luften. Hele landsbyer blev udraderet og samtlige indbyggere dræbt. Massakrer og voldtægter blev uhyggelig hverdag for disse stakkels mennesker. Mange undgik deres skæbne ved at flygte til Pakistan. Selv om der blev åbnet ild mod konvojerne, og mange blev dræbt undervejs, nåede fem millioner flygtninge frem til Pakistan, mens krigen rasede 1979-89. Som et eksempel på de utallige sovjetiske krigsforbrydelser i Afghanistan vil jeg fortælle om massedrabet på de 105 indbyggere i landsbyen Padkhwab-e Shana.

Den 13. september 1982 havde indbyggerne gemt sig for de sovjetiske soldater i en underjordisk vandingskanal. Russerne hældte let antændeligt brændstof ned til dem i tunnelen og satte en tændstik til. De brændte alle ihjel. I en anden landsby var forældrene til en lille dreng ikke hurtige nok med at udlevere oplysninger til de sovjetiske soldater. Så hældte russerne benzin over drengens arme og satte ild til, mens forældrene måtte se på. Det var et land i total krig med nedslagtning af civilbefolkningen på slagmarken og tortur og likvideringer af oppositionelle i KHADs specialfængsler, som Frank Aaen vendte tilbage til den 7.-17. april 1984, denne gang i selskab med formanden for Danmarks Kommunistiske Parti, Jørgen Jensen, og Land og Folks korrespondent i Moskva, Johan Suszkiewicz. Det afghanske kommunistparti, der hed Folkets Demokratiske Parti, havde lagt et storslået program for delegationen fra broderpartiet i Danmark. Højdepunktet var et møde med Babrak Karmal, der både var partiformand og præsident. Medarbejdere, tolke, biler og fly var stillet til rådighed for Aaen, Jensen og Suszkiewicz. Siden jeg den 19. juli i år bragte historien i Berlingske Tidende om Frank Aaens besøg i Pul-e-Charki-fængslet i 1980, har Aaen haft travlt med at skildre sig selv som en naiv og godhjertet dansk kommunist af den hyggelige slags, der havde kikkerten for det blinde øje. Men Frank Aaen vidste nøjagtigt, hvad der foregik i Afghanistan, og hvad han selv gjorde. Han var 28 år, da han første gang besøgte Kabul. Fire år efter vendte han tilbage som DKPs Afghanistan-ekspert og støttede blodregimet lige så ihærdigt som før. I alle årene udfoldede han en vældig propaganda-virksomhed på skrift og i tale til forsvar for Sovjets invasion. Det skete, alt imens Amnesty International løbende udsendte sine meget detaljerede beretninger fra området. Han var Moskvas særlige protegé og allerede udset til en glorværdig fremtid i Partiet. Han var sikker på hånden i magtkampe, dreven i det organisatoriske, og han forstod at klare sig ud af en knibe med slagfærdighed og kynisk realitetssans. Frank Aaen var ikke blind på hverken det ene eller det andet øje, blot blændet af sin egen storhed og betydning, som fik næring i bevidstheden om det vældige Sovjet-apparat, han havde i ryggen.