I tirsdags gik et fysik-forsøg så galt, at seks piger fra 8.a på Lagoniskolen i Vojens fik forbrændinger på fingre, hænder og krop.
Nu har politi og arbejdstilsyn undersøgt, hvordan det kunne gå så galt under et relativt banalt fysikforsøg, hvor man skulle slutte en lille kontrolleret brand med CO2. Det skriver Lokalavisen.
Ifølge undersøgelsen var den brand som gruppen af elever fik skabt alt andet end kontrolleret. Planen var, at der skulle antændes en meget lille mængde husholdningssprit i en skål.
Men i stedet for at bruge en skål valgte pigerne at bruge en stegepande til formålet.
Pigerne synes ikke, der var ild i spritten, og de valgte derfor at tilføre noget træsprit fra en flaske direkte på den varme pande.
Det resulterede i en eksplosion, som man blandt andet ser det ved grillulykker.
Kilde: Lokalavisen