Annika Aakjær lyder, som hun ser ud. Den 25-årige sangerinde larmer med sit glødende hår, sine spraglede smækbukser og badgen på brystet, der af en eller anden grund forkynder ’Gylle’. Ikke én farve matcher for alvor, sandsynligvis helt bevidst, men ud af hendes læber klodser til gengæld pangpangende bandeord efterfulgt af uindpakkede sandheder. Og så matcher det jo alligevel.

Pakken klæder hende. At hun så trodsigt insisterer på at stikke ud – og, især, at hun taler så lige ud af posen, når hun skal fortælle om sin ulykkelige opvækst i en ’lille lorteby’ et sted i nærheden af Aalborg:

»Jeg har altid været meget ensom og følt mig udenfor. Jeg var anderledes på alle måder og tænkte altid utroligt meget over tingene, og så har jeg nok af og til sagt noget, som ikke gav mening for nogen. Og det skulle man ikke gøre dér, hvor jeg er fra,« griner Annika Aakjær fra sit nussede vattæppe, der ligger foldet ud mellem hende og Kongens Haves saftige forårsgræs.

Tak til efterskolen

For 10 år siden var det snarere gråd, der kom ud, når hun talte om sine evner til at stikke ud fra mængden.

Sangersangskriver fra Nordjylland er aktuel med pladedebuten ’Lille filantrop’, og igennem de 10 numre gjalder, sukker og skærer skjaldindens opgør med provinsialismen. Tag bare ’Københavnersangen’, hvor hun udstiller fordommene om den farlige storby.

I ’Og deres lykke var gjort’ fortæller hun om nogle af de mange steder, hvor der ikke er plads til at være anderledes – og dermed heller ikke plads til at være. »Den umiddelbare lykke/kan rende mig et stykke,« som Annika Aakjær synger. Endelig er der titelnummeret om at være ustyrligt nysgerrig på den store vide verden uden for landsbysamfundet.

»Jeg har altid drømt mig derfra. Mens de andre legede sammen, sad jeg derhjemme og så vildt mange film,« forklarer Annika Aakjær.

Som barn drømte hun således også om at blive skuespiller. På scenen kunne hun skeje ud, og desuden var der ikke meget musik i forældrenes hjem. Når ingen i skolen samtidig studsede eller roste Annika Aakjærs uslebne og kraftfulde vokal, fik den lov til at gå upåagtet hen.

Derfor var det først, da hun kom på efterskole, at hendes sangtalent blev opdaget. Det var også på efterskolen, at Annika Aakjær første gang indså, at hun måske ikke var så grim at se på alligevel. Sådan havde hun ellers opfattet sig selv, fordi ingen af fyrene viste hende så meget som en snert opmærksomhed:

»Det var jo nok lidt pinligt at være sammen med hende den mærkelige,« efterrationaliserer hun.

Men alt det ændrede sig på efterskolen:

»Pludselig mødte jeg en masse ligesindede, som blev mine første rigtige venner. Nogle, der satte pris på, at jeg var lidt skør.«

Modgang med mening

Annika Aakjær knyttede samtidig andre venskaber. Ikke mindst til en akustisk guitar, som hurtigt blev hendes trofaste rejsekammerat gennem gymnasietiden i Aalborg, årene i Horsens, Århus og nu endelig København. Hun spiller efter manges mening en ond spade, og sangene på ’Lille filantrop’ bygger i høj grad på instrumentet. Ikke via en masse farlige soli – »dem kan de fleste jo lære, hvis de øver længe nok,« påpeger Annika Aakjær – men via sine egne små dansksprogede melodier, der ikke lyder som særligt meget andet på vore breddegrader:

»Mine sange spiller jeg bedst, dem er der ikke nogen fyr, som kan komme og gøre bedre,« fastslår hun med overbevisning i den endnu fuldfede nordjyske dialekt.

Og tag ikke fejl, der er meget jysk, som Annika Aakjær er stolt over. Når det kommer til alt, sætter hun også pris på sine rødder. Ellers ville hun næppe være udstyret med det talent, som hun efterhånden tror noget så eftertrykkeligt på selv. Sådan ser pigen med det glødende hår i hvert fald selv på sagerne:

»De fleste sangskrivere har oplevet pissemeget modgang i en lille lorteby. Det tror jeg sgu er en drivkraft, der skal til. Det er bare først nu, at al den modgang giver mening for mig – at den bliver forløst i noget positivt.«