Manchester United fik mandag sin anden sejr under manager David Moyes på klubbens træningsturné i Asien.
Alex Fergusons afløser kunne se sit mandskab vinde med 5-2 på Hong Kong Stadium over det lokale hold Kitchee FC i sin femte kamp på Uniteds bænk efter sommerskiftet fra Everton.
Moyes har ikke haft den store succes i de hidtidige træningskampe, da mesterholdet har tabt to gange og spillet en enkelt kamp uafgjort på turnéen i Asien.
Det var på en noget billig baggrund, at de engelske mestre kørte sejren hjem mod Kitchee, der var dårligere end United på alle pladser.
Efter 16 minutter bragte Danny Welbeck gæsterne foran med 1-0. Det nåede også at blive 4-0, før Kitchee fik lov til at få et par trøstmål hos reservekeeper Ben Amos. Danske Anders Lindegaard var valgt fra.
10 minutter før slutfløjt slog United-indskifteren Jesse Lingard sejren fast med scoringen til 5-2.
Manchester Uniteds næste træningskamp finder sted den 6. august i Sverige mod AIK Stockholm.
/ritzau/