Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen vækker opsigt med et kæmpe underjordisk projekt.
https://www.avisen.dk/mystisk-direktoerfyring-nu-er-der-nyt-i-sagen_519697.aspx
Finans.dk skriver, at den jyske direktør, der er en af landets rigeste personer, har planer om at lave en underjordisk tilbygning ved det fredede gods Constantinsborg i udkanten af Aarhus.
Den underjordiske bygning bliver på omkring 2.100 kvadratmeter og har fået det dramatiske navn "Earthroom".
Den spektakulære tilbygning skal bygges ind i en eksisterende skrænt i godsets have, og projektet kommer til at bestå af to etager.
Og hvad kan man så opleve dernede under det aarhusianske gods?
Jo, der vil være køkken, badeværelse, medierum, vinkælder og tegneværelse. Derudover skal der opføres en såkaldt oplevelsessilo, der skal danne en rolig ramme for terapi og sanserum.
Finans.dk har fået aktindsigt i projektet, der nu blot mangler en byggetilladelse fra Aarhus Kommune, før Anders Holch Povlsens store plan kan realiseres.
Naboer til Constantinsborg ved Årslev Engsø skal ikke frygte, at deres udsigt bliver ødelagt af det opsigtsvækkende projekt, da udenlandske arkitekter har tegnet projektet sådan, at intet vil være synligt for offentligheden.
- Byggeriet er nedgravet og tildækket med jord, således at det kun vil være synligt fra havesiden. På denne måde forårsager byggeriet en minimal forstyrrelse af de eksisterende udsigter, skriver arkitekterne i deres planer for byggeriet.
Anders Holch Povlsen præsenterede for få uger siden et andet og kæmpestort byggeprojekt - det var ved Brande i Midtjylland, hvor Bestseller-koncernen vil opføre Vesteuropas højeste bygning på 320 meter.
Højhuset skal være centrum for en helt ny bydel med navnet "Bestseller Village & Tower" i Brande med 7.000 indbyggere.