Vilhelm Hammershøis maleri "Interiør fra Strandgade 30" fra 1900 bliver på en auktion hos auktionshuset Bruun Rasmussen solgt for 31,5 millioner kroner.
Maleriet var vurderet til 20-30 millioner kroner.
Det er det dyreste maleri, der nogensinde er solgt på en auktion i Danmark. Den hidtidige rekord havde Edvard Munchs "La Promenade des Anglais", som i 2006 blev solgt for 6,9 millioner kroner.
Det er imidlertid ikke det dyreste danske maleri, der nogensinde er blevet solgt.
Den rekord har et andet Hammershøi-maleri stadig.
I december 2017 blev hans maleri "Interiør med kvinde med klaver, Strandgade 30" fra 1901 solgt for 39,5 millioner kroner på en auktion hos det amerikansk-britiske auktionshus Sotheby's i New York.
/ritzau/