Det danske aktiemarked slutter ugen af med en rekordflot formkurve.
Det toneangivende danske aktieindeks, C20 Cap, lukker således i rekordniveau med en stigning på 0,5 procent til 1068,83. Det er knap fire point over den hidtidige topnotering fra 1. februar.
Forklaringen er revanche til Mærsk-aktierne, et løft til Pandora og regnskabsaktuelle DSV, der er med til at sende aktierne i vejret fredag.
Aktierne i A.P. Møller-Mærsk havde endnu en god dag og har nu mere end indhentet det kurstab, selskabet indkasserede oven på sit årsregnskab onsdag.
Der var ellers fortsat pres på fragtraterne i containermarkedet, men i positiv retning trak en stigning i olieprisen.
Også smykkevirksomheden Pandora klarede sig pænt med et løft på 2,1 procent til 862,50 kroner trods ingen særlige nyheder.
Samtidig leverede DSV sit årsregnskab i morgentimerne fredag. Resultatet var meget tæt på de forventninger, som analytikerne havde til tallene ifølge et estimat indsamlet af Ritzau Estimates.
Regnskabet udløste ikke stor jubel, men aktien steg dog en procent til 343,30 kroner og satte dermed rekord for anden dag i træk.
I indeksets top finder man endeligt også FLSmidth, der fortsatte de flotte takter fra torsdag, hvor selskabets årsregnskab gav et plus på mere end otte procent til aktien. Aktien steg yderligere 3,7 procent til 353 kroner.
I bund er til gengæld de danske selskaber Dong med et fald på -0,9 procent, TDC med et fald på -0,8 procent og ISS med et fald på -0,8 procent.
Dagen bød ellers på en blandet aktiestemning i Europa, hvor investorerne havde svært ved at vurdere, hvad præsident Donald Trumps løfter om en erhvervsvenlig skattereform i USA vil betyde i resten af verden.
Råvareaktierne havde det dog godt, efter at lovende kinesiske eksportdata løftede priserne på blandt andet jern og stål.
/ritzau/