Flere skoler er lukket midlertidigt, efter at der er konstateret elever med coronavirus.
Det gælder eksempelvis Malling Skole i Østjylland og Maribo Skole på Lolland. I Næstved er en daginstitution også lukket midlertidigt.
I Aarhus er beboerne på et kommunalt plejehjem kommet i karantæne, efter at en medarbejder har fået konstateret coronavirus.
Det efterlader mange ubesvarede spørgsmål i landets kommuner, lyder det fra Kommunernes Landsforening (KL).
- Vi har i kommunerne en række kritiske funktioner, som vi løser hver eneste dag. Det gælder både svage personer i ældreplejen og børn og unge i daginstitutioner og skoler.
- For at kunne sikre en sikker drift af de funktioner, så er vi nødt til at have nogle rammer og retningslinjer, som gør, at vi kan løse den opgave på betryggende vis, siger kommunernes formand, Jacob Bundsgaard (S).
Hvis undervisningen i folkeskolen bliver aflyst, har kommunerne pligt til at sørge for erstatningsundervisning.
Det kan for eksempel betyde, at eleverne - når skolerne åbner igen - skal gå i skole hver weekend frem til sommerferien for at indhente det forsømte.
Og hvis en daginstitution bliver lukket, har kommunerne pligt til at sørge for et alternativt pasningstilbud.
- Det er helt simpelt blandt andet i forhold til vores daginstitutioner. Vi er i dag forpligtet til at holde dem åbne og have et pasningstilbud, hvis vi skal leve op til lovgivningen.
- Og det kan formentlig ikke lade sig gøre, i den tid der kommer. Der skal vi have en mulighed for at afvige, og det har vi ikke, som det er i dag, siger KL-formanden.
Hvis kommunerne skal sørge for pasningstilbud, kan det betyde, at de er tvunget til at prioritere sparsomme ressourcer til at betale forældre, så de kan finde alternativ pasning.
Men det er ikke de eneste udfordringer, kommunerne står med grundet coronavirus.
Der kan også blive brug for, at kommunerne kan afvige fra gældende standarder for eksempelvis rengøring og anden praktisk hjælp til ældre, så personalet kan bruges til de mest syge.
Jacob Bundsgaard mener, at situationen kalder på hastelovgivning fra Folketingets side, så rammerne for kommunerne i den ekstraordinære situation kommer på plads.
/ritzau/