Lavprisselskaberne står i kø for at flyve danskerne billigt rundt i landet efter opsplitningen af selskabet Cimber-Sterling.
Ifølge nyhedssitet Check-in.dk ventes britisk-finske Flybe og svenske Skyways at bliver nye konkurrenter til Norwegian, SAS og Danish Air Transport, der i forvejen flyver i Danmark.
Og et større udbud end efterspørgsel er lig med billigere flybiletter, lyder det fra redaktør Ole Kirchert Christensen.
- Hvis alle fem operatører skal konkurrere på alle ruter, så kommer vi til at opleve heftig, men kortvarig priskrig. Hvorefter en eller flere af operatørerne vil trække sig, siger han til Newspaq.
Efter konkursen for 14 dage siden blev Cimber Sterling-aktiviteterne i nat solgt i to separate handler. Den ene handel omfatter dele af den operationelle luftfartsaktivitet fra Cimber Sterling. Den anden handel omfatter aktiviteterne i Cimber Air Maintenance Center og Cimber Air Data.
- Tingene er stadig meget mudrede, og der er mange operatører i spil. Men det er helt sikkert, at det billede af flytrafikken, som vi ser i dag, vil ikke være det samme om tre-fire uger, siger redaktør Ole Kirchert Christensen.