Hugo Chavez og Muammar Gaddafi er gamle venner og allierede. Nu kommer Venezuelas kontroversielle præsident sin trængte ven til undsætning.
Chavez har ifølge Reuters fremlagt en plan, som skal skabe fred i Libyen. Landet har de seneste uger været ramt af voldsomme optøjer og er på randen af en regulær borgerkrig, men nu kan Chavez måske skabe ro.
Ifølge Al Jazeera har Muammar Gaddafi allerede takket ja til tilbudet, som også er blevet forelagt Den Arabiske Ligas generalsekretær, Amr Moussa.
"Vi er blevet forelagt præsident Chavez' plan, men vi overvejer fortsat," siger Moussa til Reuters, uden at han vil give en deadline for, hvornår man beslutter sig.
Al Jazeera skriver, at folk fra Latinamerika, Europa og Asien skal rejse til det uroprægede land for at stå for forhandlingerne mellem Gaddafi og oprørerne, som i de seneste uger har overtaget dele af landet.
Venezuelas præsident, mener, at verdenssamfundet skal forsøge at undgå en militær løsning. Chavez sender samtidig en anklage mod USA for at udnytte krisen i Libyen for at retfærdiggøre en invasion i det uroprægede land.
Kilde: Reuters