Den danske landsholdsspiller Pione Sisto viste lørdag sin målnæse frem for Celta Vigo i den spanske liga.
Trods en scoring fra den 23-årige kantspiller indkasserede Celta et 1-4-nederlag på udebane mod Villarreal.
Sisto lynede efter en god halv time, da han med en af sine finurlige driblinger trak ind i banen forbi Villarreals højreback og sparkede bolden mod forreste stolpe.
Her hjalp hjemmeholdets keeper Sergio Asenjo bolden det sidste stykke ind i målet til 1-1.
Villarreals Carlos Bacca havde forinden bragt værterne på 1-0, og colombianeren lynede igen få sekunder efter Sistos udligning, da han sendte Villarreal på 2-1.
Bacca gjorde det også til 3-1 før pausen med sit tredje mål i kampen.
Pione Sisto var farligste mand hos gæsterne, der også havde Daniel Wass med på midtbanen.
I begyndelsen af anden halvleg trak Sisto igen ind i banen og fyrede mod det fjerne målhjørne. Denne gang kom Villarreals keeper op til bolden og fik bokset den væk.
Det blev ikke til flere scoringer fra Sisto, der er oppe på fem ligamål i denne sæson. Derudover har danskeren scoret en enkelt gang i pokalturneringen.
Villarreals offensive midtbanespiller Samu Castillejo scorede til 4-1 i overtiden.
Celta Vigo indtager en midterplacering som nummer 11 i Primera Division. Villarreal er på sjettepladsen.
/ritzau/