Tusindvis af cataloniere er søndag gået på gaden i Barcelona med krav om, at de folkevalgte former en regering, der kæmper videre for løsrivelse fra Spanien.
Regionen mistede et delvist selvstyre, da centralregeringen greb ind i forlængelse af en folkeafstemning om løsrivelse og en uafhængighedserklæring i oktober sidste år.
Søndag var et stort antal mennesker samlet i regionshovedstadens gader. Mange mennesker var mødt op med det gule og røde catalanske flag, der på catalansk hedder Estelada.
Marchen var arrangeret af den separatistiske græsrodsbevægelse Cataloniens Nationalforsamling under sloganet "republik nu".
Efter regionsvalget, som blev udskrevet af centralregeringen i Madrid og afholdt i slutningen af december, vandt separatisterne igen magten.
- Vi er gået på gaden i dag for at kræve, at man går videre med den republik, som vi stemte for i oktober, siger arrangøren Agusti Alcoberro ifølge nyhedsbureauet AP.
Befolkningen i Catalonien er nogenlunde lige delt mellem ønsket om at forblive del af Spanien og ønsket om løsrivelse, viser en frisk måling.
Tidligere i denne weekend udskød Cataloniens parlament en planlagt samling om regeringsdannelse. Samlingen var planlagt til mandag. Men den blev udskudt på ubestemt tid, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Det skete, da Spaniens forfatningsdomstol afviste at løslade separatisten Jordi Sanchez, som er kandidat til præsidentposten.
Sanchez anklages for at have tilskyndet til oprør, og han sidder varetægtsfængslet, mens han venter på retssagen.
Forfatningsdomstolen har afgjort, at man ikke kan slippe ham ud på grund af "faren for, at han vil gentage de handlinger", som førte til hans anholdelse.
Jordi Sanchez blev anholdt i oktober, da krisen i Catalonien var på sit højeste. Dengang flygtede daværende regionspræsident Carles Puigdemont til Belgien, hvor han fortsat opholder sig.
Puigdemont meddelte tidligere på året, at han har opgivet drømmen om igen at stå i spidsen for Catalonien.
/ritzau/