Med 18 sekunder ned til nærmeste forfølger vandt Fabian Cancellara lørdag aften den første etape i Tour de France.
Enkeltstarten på 15 kilometer, der blev kørt i Monaco, blev længe ført af Levi Leipheimer fra Astana.
Men da de sidste og dermed stærkeste ryttere kom på banen, rykkede det ved stillingen.
Cancellara kom ind i tiden 19.32, mens andenpladsen gik til Alberto Contador. Han var 18 sekunder langsommere, end Team Saxo Banks vinder.
"Det var fed, det var fantastisk," løde den umiddelbare kommentar efter sejren fra holdejer Bjarne Riis til TV 2.
"Det var lige som vi havde håbet, og troet på. Fabian er et teknisk vidunder," lød det flotte skulderklap til schweizeren.
På tredjepladsen kom Bradley Wiggins, mens Andreas Klöden tog fjerdepladsen og Cadel Evens satte sig på femtepladsen.