Det foregik næsten som i det vilde vesten, da Denver Broncos besejrede Dallas Cowboys 51-48 natten til søndag i en medrivende kamp, hvor der blev skudt til højre og venstre og lavet touchdowns i en lind strøm.
De 99 points, der i alt blev lavet af begge hold, er det fjerdehøjeste, der nogensinde er registreret i en NFL-kamp.
Matt Prater scorede det afgørende field goal med to sekunder tilbage og sørgede dermed for, at Denver Broncos fortsat ikke har prøvet at tabe i sæsonens fem første kampe.
Broncos' quarterback Peyton Manning formåede for anden gang i sæsonen at kaste længere end 400 yards i kampen og leverede fire touchdown-afleveringer.
Hans kollega hos Dallas, Tony Romo, satte ny klubrekord med 506 kastede yards, men det nyttede altså ikke ret meget.
Romo havde selv en andel i nederlaget, da han mindre end to minutter før tid sendte en bold i armene på en modstander.
Tre hold er fortsat ubesejrede i NFL. De øvrige to er New Orleans Saints og Kansas City Chiefs. Sidstnævnte er i øvrigt placeret i AFC West, samme division som Denver Broncos.
/ritzau/