Virksomheden BOBOonline bestod engang af bare to mand, et beskedent sortiment, en simpel webshop, man i dag ville kalde forældet, og, hvor man ikke tog mange flere initiativer end, hvad nødvendigt var.
I dag har virksomheden udviklet sig til en virksomhed med mere end 20 medarbejdere til at håndtere 20.000 forskellige varer fra 50 leverandører og udføre nye tiltag samt jævnlige opdateringer og optimeringer til en moderne webshop.
For meget er sket på 10 år – det kan Christian og Nicolai Østergaard, der til daglig driver BOBOonline, skrive under på. Derfor giver de i anledning af virksomhedens 10 års jubilæum som webshop, vil give et indblik i deres rejse til, hvor de er i dag, og dele deres personlige tips og tricks til at få succes i skiftende og krævende tider.
Hvor intet vover, intet vinder
Den 14. oktober 2010 så BOBOonline første gang dagens lys. Hvad, der førhen var kendt som en fysisk butik, blev fra denne dag en udelukkende online møbelbutik i form af et skift i forretningskonceptet. I takt med årstidernes skift og årenes løb, blev opgaven større, og de forhenværende virksomhedsejere, Mads og Bo Daugaard, havde ikke længere mulighed for at drive virksomheden videre, hvorfor de satte den til salg.
Samme år, i 2015, var brødrene, Christian og Nicolai Østergaard, på udkig efter et nyt projekt at kaste sig over efter at have drevet en anden webshop bestående af sportsarmbånd, action kameraer og anden trådløs elektronik. De to brødre var på daværende tidspunkt i gang med deres studier, men det kunne ikke afholde deres nysgerrige sind fra at se nærmere på salget af BOBOonline.
Tankerne begyndte at vandre, og drømmene fik vokseværk. Christian og Nicolai kunne ikke dy sig. Hvor intet vover, intet vinder, tænkte de.
Virksomheden blev overdraget, og et nyt kapitel kunne starte. Flere elementer måtte tages op til overvejelse, for markedet havde ændret sig, og virksomheden skulle følge med tiden. Men de havde en plan og en vision.
En ny begyndelse
Med i rygsækken havde brødrene begge en uddannelse til markedsføringsøkonom. Nicolai havde en såkaldt top-up i Innovation & Entrepreneurship, mens Christian havde en top-up i International salg & Markedsføring. Ingen af disse uddannelser havde dog givet dem den fornødne læren eller viden om e-handel, hvorfor de to brødre måtte lære det meste i praksis, da de i 2016 overtog BOBOonline - en af de første virksomheder, der begyndte at sælge møbler online i Danmark.
På daværende tidspunkt havde virksomheden ingen ansatte, et beskedent varesortiment og en forældet hjemmeside tiden taget i betragtning. Første trin var dog at flytte lageret, som brødrene Østergaard flyttede til deres hjemby, Roslev, hvor de havde nogle gode kontakter i forhold til opbygning af lager. Herfra leverede de varer til hele landet på egen hånd og med egen bil.
- Jeg tror, vi var Danmarks mest ufleksible webshop i forhold til levering og afhentning af møbler med kun én bil til at klare det hele, fortæller Nicolai Østergaard og trækker på smilebåndene.
Brødrene fandt dog hurtigt ud af, at det både var en besværlig og ufleksibel løsning, når varer skulle returneres fra København. Derfor valgte de at bringe flere transportører ind i virksomheden, der kunne løfte opgaven og at levere varer på daglig basis.
Brødrene driver i dag en webshop med 20.000 varer fra 50 forskellige leverandører
I dag har BOBOonline to medarbejdere på lageret, seks medarbejdere på kontoret og to studentermedhjælpere i Roslev samt kontor ud til Aalborg Havnefront, hvorfra to studentermedhjælpere og otte praktikanter hver dag arbejder på at opdatere og optimere BOBOonline.dk, hvor 20.000 forskellige varer fra omkring 50 leverandører ligger.
Et uforløst potentiale
Da Christian og Nicolai Østergaard overtog den online møbelbutik, var det ikke en webshop, de forventede, at store danske brands som Bloomingville og Broste Copenhagen ville ligge på. I dag er virkeligheden dog en anden.
Brødrenes overbevisning er, at hjemmesiden skal kunne byde på al tænkelig information, når folk handler online. Derfor er der heller ikke sparet på produktbeskrivelserne, da det ifølge de to efterhånden erfarne iværksættere er en motivationsfaktor for kunderne.
Holdningen er, at det skal være en informativ og sjov oplevelse at handle online, og derfor sørger de også for at variere webshoppens indhold fra tid til anden. Det indebærer blandt andet et lykkehjul og en julekalender, som også linkes til i de nyhedsbreve, kunder og følgere får tilsendt.
For selvom spekulationerne om, hvorvidt nyhedsbrevene er på vej ud, fylder meget i diverse erhvervsmagasiner, er man hos BOBOonline ikke i tvivl. Nyhedsbreve hitter, og i virksomheden benytter man det til at inspirere og vedholde sine kunder.
For at undgå, at nyhedsbrevet havner i papirkurven, tester brødrene med jævne mellemrum hvilke emnelinjer og budskaber, der virker. Eksempelvis er julekalenderen en god måde at belønne samt skabe interaktion med kunder og følgere.
- De kommer tilbage på webshoppen, og vi oplever, at det skaber en positiv association mellem dem og os,” fortæller Nicolai Østergaard.
Derudover forsøger Christian og Nicolai Østergaard at møde de potentielle kunder ved at være aktive og skabe indhold på Pinterest, hvor man ofte søger inspiration til blandt andet boligindretning. For undersøgelser viser, at cirka 83% af brugerne gør et køb efter, de har set et brands’ content, mens 48% udelukkende bruger Pinterest til shopping. Det er derfor vigtigt for virksomheden at etablere og synliggøre sig på mediet.
- Vi forsøger at være meget synlige på sociale medier i forhold til branding. Derudover får vi rigtig mange besøgende på siden gennem Google-søgninger, såsom annoncer, organiske resultater og affiliate partnere, fortæller Christian Østergaard.
Vejen til succes
Brødrene har erfaret, at god kundeservice, et differentieret sortiment, funktionel logistik, automatisering og gode medarbejdere er nogle af grundstenene til effektiv virksomhedsledelse. Skal virksomheden have succes udover det sædvanlige, kræver det dog mere af den enkelte virksomhed. Man må være kreativ, omstillingsparat, tænke ud af boksen samt opsøge og gribe de forretningsmuligheder, der byder sig.
Et oplagt eksempel herpå er virksomhedens etablering på det grønlandske marked, hvor de har vokset sig til den største møbelleverandør i Grønland gennem Pisisa.gl.
- Det var et marked, der ikke var så mange, som tænkte på, så derfor var det et ganske interessant emne. Vi kunne se, at der var et større potentiale end det, der blev udnyttet. Derfor valgte vi at imødekomme efterspørgslen og begynde at udbyde vores møbler til Grønland, og det var tydeligvis en god ide, fortæller Nicolai Østergaard.
Dét har givet dem blod på tanden til udvide til andre markeder, og for fremtiden har brødrene Østergaard store planer:
- Vi skal gerne starte op på Færøerne, i Sverige og muligvis Norge. Derudover starter vi vores eget brand, NocNoi, som vi er i gang med at lave en separat hjemmeside til, men vi vil også forhandle møblerne på BOBOonline, fortæller Christian Østergaard, der sammen med sin bror har et mål om at blive Danmarks førende online møbelbutik.