2018-udgaven er Tour de France bliver den sidste for Quick-Steps danske sportsdirektør, Brian Holm.
Det siger han i et interview med DR Sporten.
- Jeg har en idé om, at Tour de France fortsætter uden mig, så valget er ligesom truffet. Det slutter nu. Jeg har elsket hvert sekund, men jeg foretrækker egentlig også, at det er mig selv, som siger stop, siger Brian Holm.
55-årige Holm vil bruge mere tid med familien i stedet for at drøne rundt og styre holdet i det tre uger lange etapeløb.
- Jeg ved ikke om, det er alderen, men de seneste år er jeg virkelig begyndt at savne min familie. Jeg har aldrig været på sommerferie med familien.
- Jeg kan lave en lang liste af ting, som jeg aldrig nogensinde har prøvet, fordi jeg har egentlig kun fri i november, og der er jeg altid så træt, at jeg kan sove en hel måned, siger Brian Holm.
Den tidligere cykelrytter har været sportsdirektør hos Quick-Step siden 2012. Før det var han hos T-Mobile og senere HTC. Som aktiv kørte han blandt andet for det tyske hold Telekom fra 1993 til 1997.
Quick-Step er i gang med et stærkt Tour de France, hvor holdet indtil nu har vundet tre etaper. Sprinteren Fernando Gaviria har vundet to, mens Julian Alaphilippe har vundet en enkelt.
Sidstnævnte er desuden i besiddelse af den prikkede trøje. Den sidder på franskmanden, fordi han fører bjergkonkurrencen foran Warren Barguil og Serge Pauwels.
Desværre for Quick-Step var Gaviria en af de mange sprintere, der måtte forlade Touren i de hårde alper.
/ritzau/