Gletsjere i New Zealand er blevet lyserøde grundet asken fra de voldsomme skovbrande i det østlige Australien.
I nationalparken Mount Aspiring ved byen Wanaka på landets sydø har den newzealandske rejsefotograf og blogger Liz Carlson taget billeder af nationalparkens gletsjere, der er dækket i lyserød aske.
Billederne blev taget 28. november på en helikoptertur, siger hun til det amerikanske medie CNN.
- Det var chokerende at se. Jeg har aldrig set noget lignende, siger Liz Carlson til CNN.
- I slutningen af sommeren kan de se beskidte ud, når sneen smelter, men her ved foråret er det bizart, siger hun.
Australien er lige nu plaget af nogle af de værste skovbrande nogensinde. Fredag er 104 brande stadig i fuld gang, hvoraf 59 er ude af kontrol. En af brandene er sågar på størrelse med Fyn.
Vestenvind sender røg og aske fra brandene ind over New Zealand, der ligger omkring 4000 kilometer vest for Australien.
Ifølge CNN's meteorolog Monica Garret er de tungere partikler i røgen faldet ned over gletsjerne i New Zealand og har farvet sneen.
I et opslag på Twitter fra det meteorologiske institut i den australske delstat New South Wales, hvor brandene hærger, kan man se, hvordan røgen breder sig hen over Det Tasmanske Hav og mod New Zealand.
Liz Carlson er ked af at se, hvordan klimaforandringerne ødelægger naturen.
- Skovbrandene skyldes klart klimaforandringerne. Det er ikke, hvad vores gletsjere har brug for.
- De smelter allerede hurtigt nok, siger hun.
Ifølge CNN er det uvist, om røgpartiklerne er skadelige for gletsjerne.
Men det er ifølge mediet bevist af forskere, at brandene i regnskoven i Amazonas fik gletsjere i Andesbjergene til at smelte hurtigere.
/ritzau/