Sæsonen i den næstbedste række i England blev indledt med succes for den danske landsholdsspiller Martin Braithwaite.
Efter et lejeophold i franske Bordeaux er Braithwaite efter VM-slutrunden tilbage i Middlesbrough i Championship.
Middlesbrough mødte i sæsonens første kamp Millwall på udebane, og her var danskeren med en sen scoring med til at sikre et comeback for gæsterne i et opgør, der endte 2-2.
Det lignede ellers længe en hjemmesejr til Millwall, der indtil det 87. minut førte 2-0.
Så fik Middlesbroughs Marcus Tavernier sendt bolden hen til Braithwaite, der fra tæt hold reducerede til 1-2.
Scoringen gjorde muligvis Millwall-spillerne nervøse, for langt inde i overtiden lykkedes det forsvarsspilleren George Friend at udlignede for Middlesbrough til slutresultatet 2-2.
Henrik Dalsgaard, der også var med ved VM for Danmark, spillede hele kampen for Brentford, som hjemme vandt 5-1 over Rotherham.
Landsholdets Jonas Knudsen var også med i hele opgøret for Ipswich, der hjemme spillede 2-2 mod Blackburn.
Nedrykkeren fra Premier League West Bromwich Albion fik en skuffende indledning på opholdet i den næstbedste række, da WBA hjemme tabte 1-2 til Bolton.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.