Den menige amerikanske soldat Bradley Manning er ved en militærdomstol i Fort Meade i USA blevet idømt 35 års fængsel for at have overdraget hemmelige filer til WikiLeaks i den største afsløring af klassificerede oplysninger i Amerikas historie.
Dommeren, oberst Denise Lund, kendte Manning skyldig i 20 af 22 anklager om spionage og tyveri af statens ejendom. Den 25-årige Manning blev dog frikendt for den mest alvorlige beskyldning om landsforræderi. Han har siden sagt undskyld.
Den menige soldat risikerede i første omgang op til 136 års fængsel, men den maksimale straf er siden blevet sat ned til 90 år. Anklagemyndigheden havde dog "kun" krævet ham idømt 60 års fængsel.
Forsvaret havde ikke noget specielt krav til dommen, men bad i proceduren dommeren om ikke at frarøve Manning hans ungdom. Manning kan søge benådning efter at have afsonet en tredjedel af sin straf.
Straffen reduceres med den tid, han allerede har tilbragt i fængsel plus 112 dage. Han vil endvidere blive afskediget fra militæret i vanære, ligesom han også mister noget af sin løn.
Som efterretningsanalytiker i Irak havde Bradley Manning adgang til hemmelige diplomatiske dokumenter og fortrolige militærrapporter fra krigene i Irak og Afghanistan.
Han videregav over 700.000 dokumenter til whistleblower-netværket WikiLeaks mellem 2009 og 2010.
Manning har insisteret på, at hans eneste mål var at afsløre de amerikanske kriges sande ansigt. Det var den vold, han så i Irak, der fik ham til at aflevere bunker af dokumenter til WikiLeaks, har efterretningsanalytikeren forklaret under retssagen.
Han håbede, at USA's befolkning ville ændre holdning til krigen i Irak, hvis oplysninger om, hvad der skete dernede, blev offentligt kendt.
/ritzau/Reuters