Nytår uden fyrværkeri og jul uden halvdelen af alt legetøjet til børnene. Det vil være konsekvensen, hvis Danmark rent faktisk boykottede Kina økonomisk på grund af landets overtrædelser af menneskerettighederne.
Politikerne i Folketinget diskuterer boykot af åbningsceremonien til OL i Kina, og SF overvejer en økonomisk boykot. En boykot, der vil fjerne mange varer fra de danske butikshylder.
»Hvis Kina blev lukket ude af verdensøkonomien, ville der blive mangel på en lang række varer som legetøj og billigt tøj, der ville blive dyrere,« siger professor Anders Drejer fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.
Hver eneste dansker køber hvert år kinesiske varer for omkring 6.000 kroner, og de fleste dvd-afspillere, bolde og vindjakker produceres i dag i Kina. Varerne ville blive dobbelt så dyre, hvis Danmark skulle importere dem fra demokratiske OECD-lande i stedet for, viser beregninger.
SF s idrætsordfører, Pernille Frahm, vil ikke tage endelig stilling til en økonomisk boykot:
»Først skal vi have overstået den symbolske boykot af åbningsceremonien. Men det er da klart noget, vi vil overveje.«