MAN SKULLE TRO DET VAR LØGN, hvis man ikke som mig selv enten har oplevet eller oplever beskæftigelsessystemet indefra. Og det bliver bestemt ikke nemmere at blive klog på, når politiske aktører i spin-doktorens nye klæder udtaler sig i strid med fakta og forsøger at legitimere lovfæstede overgreb på syge og handicappede medmennesker.
Når man som jeg, der er fleksjobansat med begrænset arbejdsevne, ser sine medmennesker igennem årelange tomme beskæftigelsesforløb blive udsat for helt urimelige systematiserede overgreb, så er man delt imellem to stærke følelser.
På den ene side en voldsom glæde ved ikke at være en del af beskæftigelsessystemet, og på den anden side en voldsom sorg for de berørte borgere, der smurt ind lovgivningens superlim er uhjælpeligt fastholdt i et dysfunktionelt beskæftigelsessystem.
IGEN I DAG fik jeg en tur i rutschebanen, da jeg så en video på YouTube lagt op af Beboerlisten (Liste L - Randers Lejerforening).
I videoen bliver de generelle forhold ridset op i det, man nemt kunne komme til at forveksle med mange af landets kommuner. 400 borgere i ressourceforløb, kun 3 er kommet i beskæftigelse og resten henslæber deres tilværelse i ressourceforløb, hvoraf nogle er decideret absurde.
ET AF DISSE ABSURDE FORLØB forløb omhandler en borger uden hænder, uden ben, med svære hjerteproblemer – og tillige nævnes som literært analfabet. I en alder af 59 år er det fortsat opfattelsen i kommunens beskæftigelsesudvalg, at borgeren kan ”rehabiliteres og udvikle en arbejdsevne”. Det må vel være konklusionen, siden de har bevilliget ham et ressourceforløb.
59 år gammel - og hvorledes har de så tænkt sig, at han efter et ressourceforløb, der bringer ham næsten på folkepension, skulle nå at udvikle nogen som helst form for evne, som i fantasiens verden kunne forveksles med en arbejdsevne, der skal gøre ham i stand til at opnå en tilknytning til et ikke-eksisterende rummeligt arbejdsmarked?
Galgenhumoren tilskriver mig at komme med betragtningen, at 'ingen arme - ingen småkager' må være omskrevet til 'ingen hænder, ben eller arbejdsevne – ingen førtidspension'.
Jeg kunne så vælge at tilføje den syndflod af lignende sager, som har været i pressen alene indenfor den seneste måned for at illustrere udbredelsen og underbygge min påstand om systematiserede overgreb på værgeløse medmennesker.
Det ville blot være mere af samme uskønne omtale af umenneskelig og uværdig behandling af syge og handicappede borgere ramt af et falleret beskæftigelsessystem.
JEG VIL HELLERE FREMHÆVE, at langt over halvdelen af alle afsluttede ressourceforløb ender med tilkendelser af førtidspensioner. Langt over halvdelen!! Det i sig selv er indikator for et system der rummer en endeløs række af ulykkelige medmennesker der, som dyrene i et ellers tilskuerforladt beskæftigelsescirkus optræder alene for domptørens skyld.
Hvorfor så sende mennesker ofte helt åbenlyst uden arbejdsevne i årelage forløb på ressourceydelse, når de alligevel ender med at få tilkendt en førtidspension i over 50 procent af forløbene?
Det er ganske enkelt, fordi kommunerne opnår en økonomisk gevinst via statsrefusionen – på bekostning af alle dem, som har allermest brug for vores hjælp. Og vanviddet stopper ikke der, for det er samtidigt en langt dyrere løsning for samfundet.
Dette sker i et system, hvor fagligheden grundet lovgivningen tilsidesættes af helt samme årsag: fasthold borgeren så længe som muligt.
DET GÆLDER FOR ALLE FAGGRUPPER. Lægernes udtalelser tilsidesættes eller anden lægefaglig dokumentation bestilles ude i byen for at holde gang i biksen. Selv de mennesker, som er allertættest på borgeren får ikke lov til at bruge deres faglige kompetencer. Vi ser socialrådgivere bliver benyttet til at samle oplysninger i borgernes sager, men sættes helt udenfor beslutningsprocesserne og ekskluderes som faglige eksperter fra kommunale rehabiliteringsteams, som ellers er sat i verden for at sikre et helhedsorienteret tværfagligt tilbud til borgerne.
Og når jeg skriver at fagligheden er tilsidesat rent lovteknisk, så er det ingen overdrivelse. Som eksempel vil jeg nævne, at den ellers såkaldte tværfaglige koordinator fra beskæftigelsesområdet kan træffe beslutninger på de andre faglige områder, hvor en tværfaglig koordinator fra f.eks. socialområdet ikke kan gøre tilsvarende på beskæftigelsesområdet.
Al beslutningskompetence er centraliseret på beskæftigelsesområdet, som alt for ofte gør brug af sagsbehandlere (jobkonsulenter) med kun få ugers uddannelsesforløb. Det er ikke sagsbehandlernes skyld, at de ikke har de fornødne kompetencer og ikke får kompetenceløft. Det er lovgivernes skyld, for de har indrettet loven, så resultatet bliver derefter.
JOBKONSULENTERNE HAR ligeledes alt for ofte både 4 og 5 gange så mange sager, som tidsnormeringen tillader. Det koster på borgerens retssikkerhed, umuliggør efterlevelse af forvaltningspraksis og resulterer desværre også i en udsigtsløs forlængelse af borgerens sagsforløb. Imens bliver borgerne blot mere og mere syge i et sygt system.
”Læger og psykiatere oplever, at kommunerne lader hånt om lægeerklæringer og sender borgere ud i forløb, som de får det værre af. ” kunne man læse i denoffentlige.dk og det er en af blot mange artikler om emnet de sidste par uger.
Og fastholdelsen i lange sagsforløb er jo ikke noget nyt, det eneste nye er alle de lovstramninger og reduktioner i forsørgelsesgrundlaget, som borgeren nu skal trækkes med udover problemerne, som i første omgang sendte dem til tælling i beskæftigelsessystemet.
Det er ikke unormalt at borgere indsmurt i superlim fastholdes i beskæftigelsessystemet i perioder, der overstiger ikke kun længden på en uddannelse – men i lige så høj grad overstiger fantasien og fornuften.
Beskæftigelsessystemet er det eneste sted, hvor vi idømmer mennesker forvaringsdomme uden at de først kommer for en dommer. Og det eneste de ofte gør sig skyldige i, er at de har brug for vores hjælp.
JEG ER PARTSREPRÆSENTANT FOR tiden for en af de borgere, som er idømt en forvaringsdom på ubestemt tid. I mit stille sind kalder jeg ham for ”Kong Christian d. ½”. For handicappet til at arbejde og ikke handicappet nok til at blive ordentligt udredt.
Han har et synshandicap, som Jobcenter Lærkevej i Københavns Kommune nu forsøger at gøre til en psykisk lidelse, ved at benytte skraldespandsdiagnosen ”funktionelle lidelser”, som i bedste fald kan betegnes som en forskningsdiagnose og i værste fald som kvaksalveri.
Han har opholdt sig i kontanthjælpssystemet i lige så lang tid, som jeg har været på arbejdsmarkedet, og jeg har rundet de 50. Det eneste han har gjort sig skyldig i, er at være født med dovent syn på begge øje og have haft en skolegang, hvor det ikke er blevet behørigt noteret og dokumenteret.
Når jeg tænker på hans livsforløb med den manglende hjælp og hans tabte muligheder, så tænker jeg ”det kunne lige så godt have være mig”. Der kunne jeg være endt, havde jeg haft en anden sygdomshistorik, boet i en anden kommune eller haft helt andet netværk eller sagsbehandlere.
Så er det, at det løber mig koldt ned af ryggen, for han er nu sådan en sympatisk mand, som prøver og prøver – men fejler og fejler pga. systemets inhumane indretning. Jeg fik den hjælp, som han aldrig har fået.
Dette billede ønsker jeg, at du skal huske på, næste gang du hører politiske fantaster udtale sig på et forkert grundlag. Også når det kommer til ministre, som f.eks. Simon Emil Ammitzbøll (LA), som blev citeret i NB Økonomi for nyligt:
”Det er ikke et problem, at udligningssystem belønner kommuner, som fastholder borgere på kontanthjælp frem for at tildele dem førtidspension. Det motiverer kommunerne til at få borgere, som har søgt om førtidspension, i arbejde.”
Vi skal naturligvis honorere, at der fra politisk hold er målsætninger om, at førtidspensioner kun tildeles dem, som har et reelt behov. Men til trods for Simon Emil Ammitzbøll ellers normalt elegante lingvistiske brug af det danske sprog, så er ordene i citatet: uværdige.
UDTALELSEN ER UVÆRDIG i sin fulde betydning, Uværdig for det der burde være et af landets ypperste hverv, uværdigt for en ellers sikker kompetent politiker og uværdig for de borgere, som bliver stigmatiseret af udtalelsen og ramt af lovens systematiserede overgreb.
Så ringe behandler vi kun vores nødstedte medmennesker, fordi vi tillæger individet værdi, så længe det er rask og er i beskæftigelse.
Alt oftere bliver vi i det offentlige system gjort til et nummer og opgjort i menneskelig økonomisk værdi. Vi skal ikke se numre, men se mennesker – med ægte følelser, behov og drømme.
Det er på alle områder, et rigtigt skidt system vi har. Det er ineffektivt, det er helt urentabelt for skatteborgerne, det forringer borgernes helbred og muligheder, det giver uværdige arbejdsforhold for vores offentlige ansatte – og det er uværdigt for ethvert samfund. Specielt det danske, hvor vi har mulighederne for at gøre det så meget bedre.
Sygdom, handicap og kroniske lidelser kan ikke kureres ved at gøre mennesker fattige - og arbejde fjerner ikke sygdom og handicap. Der er bare nogle mennesker, som har helt legitime og reelle behov for andre tilbud end jobindsatser. Behov som også omfatter tilkendelser af førtidspension.
VI SKAL GENTÆNKE ikke kun systemet, men også vores dannelse. Mere tillid til den ansatte, mere tillid til borgeren – og langt mindre kontrolhelvede og måltals-tyranni.
Du tænker måske, at "han er fuld af løgn. Så slemt kan det heller ikke være?
Det findes der en løsning på. Mød op i dit lokale jobcenter iført dit gode tøj, empati og et skilt med teksten "Frivillig bisider - gør mig klogere".
Jeg garanterer dig, at du møder sympatiske mennesker - både borgere og sagsbehandlere - men også at du bliver rystet i din grundvold over de systematiserede overgreb borgerne udsættes for.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.