Af Lisbeth Riisager Henriksen
SE ALLE BLOGINDLÆG

MÅLSTYRING er en helt central del af reformen af førtidspension og fleksjob. Der løber en rød tråd fra formuleringerne herom i reformens lovbemærkninger til kommunernes beskæftigelsesplaner og de afslag, som kommunernes rehabiliteringsteams giver på især førtidspension, men også på fleksjob, skrev jeg i mit seneste blogindlæg på Avisen.dk. Men hvordan er målstyringen så blevet implementeret af kommunerne?

Københavns Kommune er en af de kommuner, hvor der i de senere år er blevet tilkendt færrest førtidspensioner overhovedet målt i forhold til antallet af indbyggere. Her er borgeres rettigheder ifølge Forvaltningsloven og Retssikkerhedslovens regler i mange tilfælde heller ikke blevet efterlevet af kommunen. Det har TV2 Lorry berettet om i den seneste måned.

Da det samtidig er landets største kommune, kan det være interessant at se nærmere på kommunens håndtering af målstyringen – og mere præcist: styringen af det, som var ministermål 2 i 2013-2014: ”Bedre og mere helhedsorienteret hjælp til ledige på kanten af arbejdsmarkedet – færre personer førtidspensioneres”. Hvordan har kommunens øverst ansvarlige på området forholdt sig til den målstyring med år 2013 som eksempel?

DET KAN MAN blandt andet læse om i et brev fra 27. november 2012 fra beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) til daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i forbindelse med Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets behandling af kommunens beskæftigelsesplan for 2013.

Her skrev hun, at man i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget var enige med ministeren i, at det var et overordnet mål at tilkende færre førtidspensioner, men at man ikke ville opstille et konkret målniveau som det, ministeren udstak for ministermålet om færre førtidspensioner. Det ville man ikke, fordi man betragtede det som værende i modstrid med principperne for retssikkerhed:

”Udgangspunktet for tilkendelse af førtidspension må være, at hvis en borger opfylder betingelserne herfor, så skal de tilkendes førtidspension. (…) Det må derfor sikres, at borgernes retssikkerhed ikke mindskes, fordi jobcentret har en målopfyldelse, de skal nå i forhold til ministermålet. Derfor mener udvalget ikke, at der kan stilles kvantitative mål for antallet af tilkendelser af førtidspensioner (…). Udvalget vil samtidig bede ministeren om at tage stilling til det principielle spørgsmål, som dette mål stiller i forhold til borgernes retssikkerhed.”

Der tænkes formentlig på princippet om at give den enkelte borgers sag en konkret, individuel vurdering – hvilket vil være svært at efterleve, hvis kommunen på forhånd sætter begrænsninger op for, hvilke vurderinger sagsbehandleren og rehabiliteringsteamet må komme med.

Hvordan man så kan have et generelt mål om færre førtidspensioner uden at bryde retssikkerheden, men bare ikke må sætte tal på hvor mange, forstår jeg ikke. Hvordan kan man overhovedet vide, at der nødvendigvis vil være færre og ikke flere syge borgere, der vil få behov for førtidspension i et givent år fremadrettet? Uanset om målet præciseres med tal eller alene med en retning, bryder det i mine øjne med retssikkerhedsprincippet om en konkret, individuel vurdering. Derfor er borgmesterens argumentation inkonsistent, selvom den peger på noget væsentligt.

DET FREMGÅR SÅ af Resultatrevision 2013 fra Københavns Kommune, at Jobcenter København i 2013 havde tilkendt 337 nye førtidspensioner mod 530 førtidspensioner i 2011.

Med en reduktion på 36 procent i kommunens tilkendte førtidspensioner fra 2011 til 2013 ser det i første omgang ud, som om Københavns Kommune har reduceret relativt mindre i tilkendelserne end de fleste andre kommuner med samme rammevilkår som København og mindre end den landsgennemsnitlige reduktion af nye førtidspensionstilkendelser på omtrent 49 procent, som ministeren havde udstukket som måltal for 2013. Men det tilskriver rapporten blandt andet det forhold, at kommunen allerede længe havde haft en stram tildelingspraksis på førtidspensionsområdet:

”Jobcenter København har igennem længere tid anvendt tildelingskriterier for førtidspension, som i høj grad minder om de kriterier, som førtidspensionsreformen lægger op til. Dermed har det været vanskeligere at reducere tilgangen til førtidspension.”

Den pointe understøttes af et afsnit i rapporten om ”besparelsespotentiale”, hvor det fremgår, at kommunen allerede inden 2013 havde realiseret en meget stor del af de ”mulige besparelser” på især førtidspension. Man skriver også, at man har en meget stor gruppe af langvarigt syge på kontanthjælp. Med andre ord dokumenterer det ligesom citatet ovenfor, at de allerede tog forskud på førtidspensionsreformens stramninger og målstyring inden ikrafttrædelsen, og at de var fuldt bevidste derom.

Sammenligner man i øvrigt antallet af nytilkendelser af førtidspension per tusind indbyggere i København med tilkendelsesniveauet i de fleste øvrige byer i Danmark i 2013, så vil man se, hvor relativt få tilkendelser der gives i København i modsætning til i resten af landet.

SÅ MÅLTAL ELLER EJ – der har været et overordnet mål i Københavns Kommune om at tilkende så få førtidspensioner, som det overhovedet har været muligt for forvaltningen at komme afsted med, og det har man haft, længe før reformen blev vedtaget og trådte i kraft. Et andet iskoldt udtryk for denne målstyring er, at kommunen kun i bedste fald tilkender førtidspension til terminalpatienter og ikke til alle de andre alvorligt syge uden nogen arbejdsevne, som også er indbefattet i reformloven.

Det overskrider direkte beføjelserne i lovgivningen og er lige så slemt som at sætte direkte måltal på, hvor mange færre personer man ønsker at tilkende førtidspension. Det betyder jo, at man presser de allermest syge helt ud til den yderste grænse og forholder dem noget, som lovgivningen giver dem ret til. Og det harmonerer ikke med de fine ord fra Anna Mee Allerslevs brev til ministeren om, at borgernes retssikkerhed ikke må mindskes, fordi jobcentret skal opfylde et mål.

SELVOM MÅLSTYRINGEN af førtidspension og fleksjob kun er en del af reformens lovbemærkninger og i princippet er underordnet selve lovens bogstav og ånd, så kan det i praksis fremstå, som om reformens reelle, overordnede mål er at gøre kynisk økonomisk investeringsvirksomhed ud af at nægte syge borgere hjælp. Jo større forringelser af borgernes sociale sikring og jo større man gør deres nød, desto flere penge klinger i kommunernes skattekister, og desto flottere omtales kommunernes og statens regnskabsresultater.

Dét mål er noget af det mest uhyrlige, iskolde og kyniske ved både lovgivningen og forvaltningen.

Opdatering: Dato på brev fra Anna Mee Allerslev er rettet fra 17. oktober til 27. november.