KØBENHAVN SKAL VÆRE en by med rige og meningsfulde liv for alle. En levende by præget af bæredygtige fællesskaber, der kan rumme forskellighed. Men lige nu er tendensen, at uligheden øges, og at de, der lever i udsathed, har sværere ved at komme ind og finde en plads i fællesskabet, end de havde tidligere. Ja, Danmark indtager sågar en skammelig førsteplads i fattigdom i Norden med en stigning i andelen af “ekstremt fattige danskere” fra 2 procent i 2008 til 3,7 procent i 2015.

Det er dyrt både for den enkelte og samfundsøkonomisk. Københavns Kommune bruger milliarder på udsatteområdet hvert år. Alligevel er virkeligheden den, at mange udsatte børn og unge hele vejen gennem voksenlivet lider under deres opvækst som udsatte. Færre får en uddannelse og kommer i beskæftigelse end ikke-udsatte. De har svært ved at få fodfæste i meningsfulde fællesskaber, og mange ender derfor med at leve i udsatte positioner også i voksenlivet.

VIL VI HAVE bugt med udviklingen og stoppe tendensen med øget marginalisering af udsatte, må vi blive ved med at udforske og udvikle nye måder både at forebygge problemerne og at håndtere dem, når de er opstået. Desværre er systemet lige nu præget af for meget bureaukrati og silotænkning, der gør det svært at skabe rum for den fleksibilitet, som udvikling og afprøvning af nye ideer kræver.

Heldigvis er der masser af gode kræfter i det offentlige, som arbejder for at skabe plads til nytænkning. Når det så er sagt, er det vigtigt, at vi alle i fremtiden tager mere fælles ansvar, så opgaven ikke ligger alene på det offentliges skuldre. Vi må allesammen bidrage til bredere samarbejder og bæredygtige fællesskaber på tværs.

For hvad nu hvis vi begyndte at møde familier, der har brug for hjælp, hjemme hos dem, i stedet for at hive dem ind til møder på socialforvaltningen? Hvad hvis vi begyndte at hjælpe med at indrette familiernes hjem, så der var plads til deres børn og struktur på dagligdagen? Hvad hvis vi, i stedet for at fjerne børn fra folkeskolen, gav folkeskolen de midler det koster, som de så kunne bruge på at kunne rumme og støtte et barn der er udfordret derhjemme, så det netop ikke bliver taget ud af fællesskabet?

HVAD HVIS VI skabte spisefællesskaber og “hotlines” mellem ressourcestærke og udsatte familier? Hvad hvis vi udviste tillid til udsatte københavnere og gav dem en pose penge til selv at bestemme over? Hvad hvis vi investerede i unge kvinder i udsatte områder og gav dem mulighed for at blive selvstændige og løfte både sig selv, deres familie og området? Hvad hvis vi ansatte de arbejdsløse forældre i børnenes skolekøkken, så de engagerede sig i børnenes hverdag, var med til at børnene fik god sund mad og ovenikøbet måske gav dem et kantinebevis, som de kunne bruge til at få deres måske første rigtige job efterfølgende?

Hvis disse idéer skal have gode vækstbetingelser, og hvis vi vil have en by hvor færre bliver marginaliserede i udsatte positioner og flere bliver en inkluderet del af meningsfulde og bæredygtige fællesskaber, så er vi nødt til at gøre det nemmere at arbejde på tværs af forvaltninger og sektorer. Vi må skabe rum for, at det er muligt at lave flere samarbejdende løft mellem det offentlige, erhvervslivet og det civile samfund.

ER VI KLAR til at tage det skridt både på samfundsniveau og på individniveau? Vi har ikke råd til at lave være, for det er mennesker og deres liv i vores allesammens by, det handler om.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.