Blogger: Er det klogt at brænde nazi-kortet?
At trække nazi-kortet i en diskussion betyder i manges øjne, at man har tabt den. Men betyder det så, at at man aldrig må bruge det? Det spørger taxamand og blogger Jesper Grunwald om.

Af Jesper Grunwald
SE ALLE BLOGINDLÆG

JEG HAR TRIPPET rundt om mig selv de sidste dage – altså sådan i billedlig forstand. For en kropsdoven taxichauffør tripper alt for lidt og sidder alt, alt for meget i det bløde lædersæde på sin flade røv.

Men tanketripperiet er intakt, især når hverdagsnatten sætter ind, og der er langt mellem kunderne og plads til at overveje: Skal – skal ikke?

Denne gang har det handlet om et uofficielt dogme i anstændig debatkultur: Man trækker bare ikke nazikortet!

En af de kloge og kritiske, danske journalister og debattører på mange platforme, Susanne Sayers, provokerede tidligt i år i netmediet POV med en opfordring til at ”brænde nazikortet”. ( … Provokerende, fordi nazisterne netop var kendt for deres afbrænding af bøger og entartete (degenereret, jødisk, moderne kunst). Sayers argumenterer og skriver:

 ” … Nazikortet er tydeligvis ikke en trumf, men snarere en slags sorteper, som man skal undgå for enhver pris, og som man i hvert fald ikke skal spille ud med. Man har tabt, hvis man trækker nazikortet … ”

Jeg kan godt forstå pointen, men kan ikke tænde bålet.

JEG HAR MØDT NAZI-PARADOKSET i mit eget liv i skikkelse af min fars, hjertelige, tyske onkel Walter, som jeg – inden han døde - besøgte første og eneste gang på en lille rækkehusvej i en forstad til Hamburg i sommeren 1971. Gammel krigsfange fra Sovjetunionen.

Da jeg for få år siden deltog i hans søns begravelse kom sandheden om traumer og alkoholisme i kølvandet af Hitler og krigen for dagens lys: Den kære onkel Walter var frivillig i Waffen SS, eliteenheden i nazi-organisationen.

Der var en ubehagelig linje fra nazisten til hans børnebørn og min egen familie-baggrund.

Vi må begrave arvesynden et eller andet sted på et eller andet tidspunkt.

NEN HVAD STILLER VI SÅ OP, når vi genser den sorte pest, som aldrig helt har sluppet sit tag i den europæiske og globale, politiske historie? Er det blevet så politisk korrekt at holde nallerne fra nazitidens metastaser til nutiden, at man gå udenom at kigge på dem?

Når nu det er helt i orden, at råbe skældsordene KOMMUNISME og SOCIALISME i selv de pæne borgerlige kredse, ved tilløb til forslag om kollektivisme, - hvorfor er det så et NO-GO at pege på nutidens linjer tilbage til de sorte tider?

Balancen mellem af befri sig for fortiden og tage ansvar for fortiden blev aktuel, da folketingsmedlem for venstre, integrationsordfører Marcus Knuth i sidste uge hilste det højre-nationalistiske parti AfD (Alternative für Deutschland) velkommen i forbundsdagen på sin Facebook-profil. Mens man i radioen kunne høre unge, dansk-tyske sydslesvigere være grædefærdige over det dramatiske højresving, fejrede folketingsmanden på Venstres nationalkonservative fløj begivenhed med følgende:

Det var en katastrofe, da Angela Merkel med ordene 'Wir schaffen das' lukkede godt en million asylansøgere og migranter ind i Europa.

Derfor glæder det mig, at der nu er kommet en bedre balance i det tyske parlament – nu også med partiet AfD – som forhåbentlig vil sikre en mere ansvarlig indvandringspolitik …

Efter nogle timer, skyndte Knuth sig at påklistre en kommentar om at opslaget på Facebook ” … ikke på nogen måde er en støtte til partiet  AfD, men … ) . Han havde givetvis i mellemtiden fået tæsk fra baglandet. Men givet er altså, at højre-Venstreprofilen som det første efter valget til den tyske Forbundsdag, IKKE profilerer eller hylder sit tyske liberale søsterpartis, FDP’s oversete succes ved forbundsdagsvalget – men roser højrenationalisterne for nu at kunne påvirke Merkel.

Tyskland er rystet, og selv den moderate fløj af det succesfulde højreparti, formanden Frauke Petry, meldte sig ud af eget parti og egen gruppe, dagens efter valget. Det sorte parti var blevet for sort.

Men grevesønnen fra Lolland valgte at hylde de nyankomnes indflydelse. Meget modigt, eller umådeligt dumt – og temmelig utroligt, når man betænker, at hans far og familie brugte et helt liv på at komme ud af bedstefarens slagskygge af nazisme og dom for landsforræderi.

JEG TRÆKKER IKKE NAZIKOTET som en påstand om folketingsmandens egen, politiske habitus. Men er det fuldstændigt utåleligt at pege på den historieløse omgang med fortidens sorte synder og kunne se tendenserne i dag?

Når jeg selv er i tvivl, tænker jeg på den berømte leder i Jyllands-Posten i november 1938, umiddelbart efter ”krystalnatten”, hvor de – oprindeligt demokratisk valgte nazister – nedbrændte i tusindvis af jødiske forretninger og synagoger.

Lederen advarer generelt mod at fare for voldsomt frem mod jøderne.

Lidt trippen den ene og den anden vej – men også uomtvistelig antisemisme i den nationalkonservative avis, når det handler om at trække linjer til den hjemlige, jødiske virkelighed:

”… men der er også påfaldende mange jøder, som på en lidet tiltalende måde er blevet forgrundsfigurer i svindelaffærer og måske ikke mindst i de uappetitlige pornografi- og fosterdrabsaffærer, som er forekommet i de senere år. Også indenfor dansk forretningsliv optræder der jøder, hvis metoder ikke er nogen pryd for standen …

Når historien stinker, er det svært at slippe nazikortet.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.