FC København-spilleren Rodrigo Huescas blev mandag idømt 20 dages ubetinget fængsel for såkaldt vanvidskørsel, men det behøver ikke at betyde, at FCK skal undvære backen i kamp.
Mexicaneren kan således anmode om at afsone sin dom med en fodlænke, og hvis han får lov til det, ser Dansk Boldspil-Union (DBU) umiddelbart ingen problemer i, at han kan spille superligabold med lænke om anklen.
Det oplyser unionen til TV 2.
- Som udgangspunkt er der ikke noget problem med fodlænke, men dommeren vil stadig skulle lave et skøn fra kamp til kamp, ligesom der bliver gjort med andre ting såsom hoved- og næsebeskyttelse, for at sikre, at der ikke er noget, som er til fare for spillernes sikkerhed, oplyser DBU i et skriftligt svar til TV 2.
Det vil ikke være første gang, at en spiller optræder i Superligaen med fodlænke. I 2009 spillede keeperen Arek Onyszko for FC Midtjylland med fodlænke efter at have fået en dom for vold og trusler mod sin ekskone, skriver TV 2.
Det er uvist, om Rodrigo Huescas har tænkt sig at anmode om at afsone med fodlænke.
Den 21-årige mexicaner blev natten til 25. januar fanget i at køre 111 kilometer i timen på Kalvebod Brygge i København, hvor fartgrænsen er 50 kilometer i timen.
For en uge siden var sagen for retten i Københavns Byret, og mandag faldt hammeren. Foruden fængselsstraf risikerede Huescas udvisning af Danmark, men det slap han for.
Både Rodrigo Huescas og anklageren har mulighed for at anke dommen inden for de kommende 14 dage. Mexicaneren har udtalt, at han accepterer dommen, mens anklagemyndigheden i Københavns Politi vil overveje, hvorvidt man vil indstille til, at sagen ankes.
/ritzau/