Grundlæggeren af det anerkendte østrigske tøjmærke ”Martini Sportswear” er styrtet i døden på bjerget Ama Dablam i Himalaya, skriver B.T. Med på turen var hans datter og svigersøn.
Den 64-årige rigmand og bjergbestiger, Martin Hornegger, blev meldt savnet under nedstigningen fra det 6812 meter høje bjerg, efter opstigningen var forløbet succesfuldt. Hans lig blev senere fundet ved foden af Ama Dablam, oplyser de nepalesiske myndigheder. Ulykken fandt sted den 26. april, men er først nu blevet offentliggjort.
Ama Dablam betegnes oftest som et af Himalayas smukkeste, men også mest teknisk krævende, bjerge. Marting Hornegger var dog en erfaren bjergbestiger. Hans tøjmærke, der drives af hans datter, er specialiseret i beklædning til sportsgrene som løb, skiløb og bjergbestigning.