Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
Det er ikke lastvognstogene. Det er ikke søndagsbilisterne. Det er ikke fartdjævlene på motorvejene. Det er ikke de evigt utålmodige, hysteriske kolleger.
Det er de to-hjulede, jeg frygter mest.
Se nu bare ham den pæne forretningsmand på raceren, der er på vej ind fra forstæderne. Jeg kan se vreden på hundrede meters afstand. Han rejser sig let fra den foroverbøjede stilling, der har gjort ham så lille som muligt i vindmodstanden. Nu vokser han langsomt til gladiatorstørrelse, da hans aner mig bag cykelbrillerne med de gule glas. (Jeg ved ikke, hvorfor de der gule solbriller er så populære, når solen ikke har skinnet i månedsvis.) Nu ser han ser mig - bil og taxisvinet.
Opgøret er uundgåeligt.
Jeg har kørt moren med de to unger og bæreposerne ind i gården til karré-bebyggelsen, og nu skal jeg ud igen. Merceren er alt andet end fladsnudet og jeg må langsomt – meget, meget langsomt – lade den glide over fortovet og cykelstien, før jeg kan overskue, om der er nogle af de bløde trafikanter på vej.
Han er alt andet end imødekommende blød, cyklisten på den lynhurtige racer, der ikke vejer meget mere end nogle pakker smør. Han er rasende. Og han ænser ikke, at jeg nu må stoppe, fordi jeg kan se, at der er en bil på vej udenfor hans synsvidde. Nej, det må være en provokation, er han sikker på. Munden begynder at bevæge sig og ud af mandens mund vælter svovl og ild og forbandelser. Jeg kigger ikke ind i hans ansigt, ligesom jeg ikke kigger ind i øjnene på en kamphund.
I nogle eftertænksomme nano-sekunder spekulerer jeg på, hvordan mon han taler til kollegerne eller personalet, når han om lidt sidder foran sin laptop på kontoret
Slutningen er velkendt.
Han sniger sig bagom taxien, mens jeg lister frem på mine aluminiumspoter. Inden han er borte, når han at plante en knytnæve i taget, så det tordner i kabinen.
Første gang det skete, røg jeg ud af kabinen, mens jeg råbte og skreg efter gerningsmanden, der bare – som en sidste ydmygelse – gav mig fingeren og løftede sin spændstige røv i de sorte tights mod mig og trådte til.
En total tabersag kunne jeg se på de hovedrystende tilskuere omkring mig.
”Slap dog af din gamle idiot”.
Han er usårlig – cykelfascisten!
Muskelmanden på racercyklen kan ikke vise, at jeg selv er cyklist og en af de såkaldte bløde trafikanter. Såkaldte!
For jeg der er godt nok en del hårde damer og herrer blandt de bløde.
Det mest dramatiske er, når busserne holder ved de stoppesteder, som ligger på en vej med cykelsti. Her er det så to, sårbare trafikant-klasser, som kæmper om overlevelsen. De rullende og de gående.
Det er i det store og hele buspassagererne, - de gående, der har tabt. De er i fysisk fare, hver gang de stiger ud af bussen, fordi mange cyklister ikke følger trafikkens flow. De forudser ikke, at om få sekunder stopper bussen, dørene går op. – Og passagererne regner med, at de kan tillade sig at stige ud.
Så kommer supercyklisten på rugbrødsmotorvejen – bogstaveligt som et lyn fra en klar himmel. Og det allerværste scenarie: De ordentlige cxyklister holder tilbage og signalerer ”kom-bare-ud”. Men så kommer der en af de lyn-hurtige udenom de tilbageholdende, tohjulede svagpissere.
Achtung! Schnell vorwärts!
Passageren trækker sig tilbage i bussen som gøgen i et kukur.
Selv fatter jeg ikke, at det dette daglige drama går godt.
Jo, jeg tror buspassagererne har lært, at de er i livsfare, indtil de står på fortovet
Der ER lykkeligvis blidere udgaver af de cyklende elitetropper. Mere mildhed. Større affinden sig med byens og trafikkens hidsige puls. Jeg møder masser af dem herinde i 2100 København Spelt, hvor jeg selv bor og er både bilist, cyklist og fodgænger.
Vi har det sgu rart, herinde, hvor cafeerne næsten ligger ligeså tæt som kokasserne på en græsmark. Vi har et godt job, gode hoveder, gode vilkår – og når vi har fri, kobler vi fra. – Helt fra. Nogle gang slukker vi simpelthen for hjernen.
Som ham faren i går.
Lillebror på stangen – uden sæde og uden cykelhjelm til hverken den unge eller den gamle. En fyldt Irmapose på styret. Først over for rødt på den dobbeltsporede boulevard. Der er jo ingen biler, for helvede. Det er fridag. Styrer nervøst højre-venstre-højre-venstre i små ryk for ikke at tabe balancen, Irmaposen og lillebror på asfalten. Og så igen over for rødt på sidevejen – på to hjul – i fodgængerfeltet!
Om et par år skal Lillemand i skole – med penalhus i rygsækken og forældrene som rollemodeller og pejlemærker. Mon farmand – ham med cyklen sønnen og irmaposerne - rækker hånden op til første forældremøde for at give sig bidrag til en sikker skolevej for sønnike.
I det her land er der plads til stor afstand mellem principper og handling
Er det virkeligheden bag skønmaleriet af det cyklende Danmark? – At det er er de autonome, tohjulede, der har taget magten og vedligeholder den i dagligdagen med et elite-korps af cykel-fascister, der har konverteret offerrollen til rent tyranni?
Eller er det tid til at kræve et egentligt cykel-kørekort for voksne, før de kan slippes fri i det nok så omtalte ”frie rum”?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.