En mand er død i en trafikulykke på Ny Præstøvej ved Næstved.
Der er tale om et solouheld med en motorcykel, skrev Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på den sociale platform X tidligt onsdag aften.
Vagtchef Kasper Skotte oplyser, at manden er 27 år. De pårørende er underrettet.
Ulykken spærrede for trafik i begge retninger, men omkring klokken 20 skrev politikredsen, at man var færdig på stedet, og at der igen var åben for trafik.
I forbindelse med uheldet blev en bilinspektør tilkaldt.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
/ritzau/