Det europæiske aristokrati har mistet en markant skikkelse. Prinsesse Marianne Sayn-Wittgenstein-Sayn sov søndag stille ind i en alder af 105 år.
Det oplyser familien til den østrigske avis Krone Zeitung.
Prinsessen var ikke blot en del af den tyske adel, men også et ikon i selskabslivet omkring Salzburg og en passioneret fotograf, der i årtier dokumenterede Europas fineste selskaber indefra.
Hun blev født i Salzburg i 1919 og begyndte allerede som 9-årig at fotografere. Senere studerede hun kunst i München, hvor hun mødte Ludwig prins zu Sayn-Wittgenstein-Sayn, som hun giftede sig med. Efter hans død i 1962 vendte prinsessen tilbage til Østrig, hvor hun i sit hjem blev vært for nogle af Europas mest eksklusive selskaber.
Det var prinsesse Caroline af Hannover, der døbte hende "Mamarazza" – som en kærlig henvisning til paparazzierne, men med den forskel, at Marianne Sayn-Wittgenstein-Sayn havde adgang til de kendte, hvor ingen andre fik lov.
Prinsessen lavede i sit lange liv som fotograf intime portrætter af kendte personer som Salvador Dalí, Andy Warhol og Audrey Hepburn - samt en lang række europæiske adelsfamilier. Hendes billeder har været udstillet over hele verden og har siden 2003 kunnet ses i Salzburg.