Konkurrencen fra selskaber, der lovligt kan producere kopier af Novo Nordisks vægttabsmiddel Wegovy, får nu det danske medicinalselskab til at sænke forventningerne til regnskabet for 2025.
Tidligere meldte selskabet ud, at man forventede en vækst i salget målt i lokal valuta på mellem 16 og 24 procent.
Nu forlyder det fra Novo, at man kun regner med at opnå en vækst på mellem 13 og 21 procent.
- Den opdaterede salgsprognose afspejler et gennembrud af GLP-1-behandlinger, der har været lavere end planlagt i USA, skriver Novo Nordisk i en pressemeddelelse.
Her henviser man blandt andet til de kopiprodukter, der lovligt er solgt og markedsført af andre producenter, fordi der har været mangel på Wegovy.
Selv om Novo Nordisk har mærket den skærpede konkurrence på det lukrative marked for behandling af svær overvægt, strømmer pengene fortsat ind hos det danske medicinalselskab.
Regnskabstal for første kvartal viser, at Novos omsætning voksede med 19 procent i de første tre måneder af 2025 og udgjorde 78,1 milliard kroner.
44,3 milliarder - altså mere end halvdelen af salget - stammer fra det amerikanske marked.
Vægttabsmidlet Ozempic solgte i kvartalet for 17,36 milliarder kroner, svarende til knap en fjerdedel af den samlede omsætning.
Salget af Ozempic er næsten fordoblet sammenlignet med samme periode sidste år.
I forbindelse med fremlæggelsen af regnskabet nedjusterer Novo imidlertid sine forventninger til året som helhed
Sammenlagt opnåede Novo Nordisk et overskud på 29 milliarder kroner i kvartalet, hvilket er en forbedring på 3,6 milliarder i forhold til samme periode sidste år.
/ritzau/