Et ægtepar sejlede i en kajak i det centrale Florida i går eftermiddags på Lake Kissimmee syd for Orlando, da en kæmpe alligator pludselig angreb båden og væltede parret i vandet.
Kvinden landede oven på krybet, som straks vendte rundt og greb fat i hendes ben og begyndte at trække hende ned i det mudrede vand.
Manden prøvede desperat at befri sin hustru fra det dødelige gab ved at slå alligatoren gentagne gange i hovedet med en af årene, men forgæves.
Den 61-årige kvinde forsvandt med alligatoren under vandet.
Ved et pressemøde ved det lokale ranger politi kom det frem, at der kun var ca. en meter dybt, hvor tragedien skete, men parret har roet lige hen over ryggen på en 4 meter lang alligator, som har følt sig angrebet og reageret instinktivt.
Kvinden, Cynthia Diekema, blev senere fundet i vandet og erklæret død. I modsætning til krokodiller spiser alligatorer sjældent mennesker, men kan nemt slå dem ihjel. Lokale fangere blev sendt ud for at lede efter alligatoren, og de fandt to, som svarede til beskrivelsen. De fik dog begge lov til at leve videre.
Det er ikke ofte, at alligatorer dræber mennesker i USA, men det sker indimellem.