Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg støtter mig til ”taxiparlamentet”. Altså folkets stemme – eller rettere: (i flertal) folkets stemmer, som jeg hører dem i min for tiden sølvfarvede Mercer. Det passer sikkert ikke ind i statistikernes univers. Men når dagen er omme, afspejler det ofte folkets stemme.
Ånden i taxiparlamentet er den samme, som da jeg startede min chaufførkarriere for præcist 5 år siden: Vi kan tale om alt og med politisk spændvidde fra det blodrøde til det racist-sorte. Jeg har kørt med den vietnamesiske statsborger, der er lige så stolt af sin fars nedskydning af amerikanere i Vietnamkrigen som den danske frihedskæmper, der ikke havde problemer med at nakke stikkere. Og jeg har kørt med kunder, hvis menneskesyn på arabere eller – modsat – på jøder var så racistisk, at jeg i anstændighedens navn,
burde have sat dem af.
Men vi sad altså ved siden af hinanden – og vi talte sammen.
Heldigvis er ekstremerne sjældne. I enkelte tilfælde er reaktionen på verdens gang – lidt overraskende – nærmest stilhed! Man er nødt til at være fintfølende som taxichauffør. Hvis kunden ikke vil tale – eller tale om et særligt emne, rejser han/hun det ikke selv. Stemningen er nærmest i familie med morgenens reaktion på en ægteskabelig diskussion, der gik for vidt i aftes. Våbenstilstand NO GO!
De to sidste gange, jeg har haft oplevelsen i det sidste år er sjovt nok med udenlandske kunder. Lige efter Brexit – om morgenen ville alle danskere tale om det dramatiske, britiske nej til Europa. Om natten kørte jeg en valutahandler. Fanden var løs i Laksegade. Hun var rystet. Men mine britiske kunder (som mestendels er forretningsfolk)var nærmest - stumme!
Og så – naturligvis – præsident Trump! Amerikanerne kan bare ikke ha’ det. Og netop amerikanerne, som plejer at gennem-interviewe mig om Danmark og velfærd og hygge og ”isn’t it so cute?” – og SKATTER. Men de vil godt nok ikke tale amerikansk politik lige nu. De er flove.
Og nu oplever jeg et stumt, - et dansk deja-vu i taxiparlamentet: Kunderne vil ikke tale om regeringens nye skatteudspil. Vi overvejende er ret enige om, at vi er glade for at
leve her, trods de evige kævlerier. Der er ikke optræk til borgerkrig. Ca. halvdelen af os vil stemme blåt næste gang – og den anden halvdel af os rødt. Taxiparlamentet plejer at afspejle den evige danske pendulering mellem lyserødt og lyseblåt. Men tale om skatteudspillet – nixen bixen.
Her er min udlægning: Vi GIDER IKKE deltage i det syntetiske setup, som er skabt af spindoktorer og kommunikationsfolk. Og da slet ikke i diskussion af eksempler, som enten er meget primitive forsøg på manipulation – eller slet og ret – sjusk. Personligt tror jeg mest på den sidste forklaring. Også fordi kommunikationsmæssigt sjusk ofte har rødder tilbage i ønsket om at modellere fakta. En politologisk uvane med, at man kan sukre politiske beslutninger ind i forklaringer og snak, hvis bare man bruger nogle forståelige billeder. Barnagtige samlekort for voksne – vælgere. Når man nu har en universitetsgrad i regneeksempler, - så må man for pokker også kunne skabe nogle forklaringseksempler: Man har en hk’er. Man har en rigmand!
Men jeg ser et helt andet, helt konkret billede. Billedet af de fire borgerlige dukse Jensen, Lauritzen, Ammitzbøll og Mikkelsen ved pressemødet om det blå skatteudspil. Fire nydelige mænd med slips – i mørkeblåt jakkesæt. Sociale højdespringere. Tre af dem har som tidens standard læst statskundskab – en enkelt socialvidenskab. To kandidater og to bachelorer. De
har været politikere siden de var teenagere. Den længste erhvervskarriere udenfor egentlig politik er så vidt jeg har kunne researche – 4 år! Det er formentlig grunden til at tre af dem har brugt længere tid på studier, end de under nutidens ungdom.
De er ypperlige eksempler på kulturen i dansk parlamentarisme: Politik er en karriere!
Måske er det en slags politisk hybris (overmod), at de lader sig rådgive af spindoktorer og
kommunikationsfolk, som bilder dem ind, at barnagtige eksempler og talgymnastik kan få en liberal politik til at se helt socialdemokratisk ud. Paradoksalt nok, var det den mest blå mand, der optrådte som den mest ærlige. Simon Emil, der har det med at sige, hvad han mener: Venner, Vi vil ha’ økonomisk vækst. Det får vi bedst ved at give folk med mange penge - endnu flere. Det er topskatteargumentationen om igen!
At lavtlønsdanskere skal være taknemmelige for en skattelettelse mange af os ikke ønsker os – betragter jeg som en slags befamling. At tallene efterfølgende er forkerte, er amatørisme på akademisk niveau! Men at tiden politikere optræder som manipulerede telefonsælgere – er at håne de vælgere, som betaler deres høje løn. Jeg forstår jo godt tavsheden i min taxi – uanset de politiske farveforskelle.
Hvorfor i alverden er det blevet forbudt at sige tingene, som de er: Vi er borgerlige! Vi ønsker et samfund, hvor drivkraften er de velbjergede - og de, der drømmer om at blive det?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.