Silkeborgs drøm om at forsvare pokaltitlen lever.
Onsdag aften vandt den midtjyske fodboldklub hjemme på kunstgræsset med 2-1 over Brøndby i semifinalens returopgør. Dermed endte det med en samlet sejr på 5-4.
Den afgørende scoring faldt i anden halvleg, efter at Brøndby kort efter pausen havde udlignet Silkeborgs tidlige scoring.
Den tidligere Brøndby-spiller Jens Martin Gammelby blev dagens mand i skysovs, da han sparkede kuglen i nettet foran et passivt Brøndby-forsvar.
Brøndby havde spillet en forfærdelig første halvleg, men havde efter pausen lignet et hold, der sagtens kunne løbe med finalebilletten. Men da Gammelby ramte målet, smuldrede det for gæsterne.
Silkeborg skal møde enten FC København eller Viborg FF, som afgør deres semifinale torsdag.
Brøndby var onsdag på jagt efter oprejsning efter et forfærdeligt københavnerderby i weekenden. Men da pokalsemifinalen i Silkeborg kom i gang, var der ingen tegn på, at det skulle ske.
Silkeborg sad fuldstændig på begivenhederne, og efter at Anders Klynge havde sparket bolden på stolpen i niende minut, kom værterne foran efter 16 minutter.
Brøndby tabte bolden på egen banehalvdel, inden Klynge fandt Callum McCowatt, som fra sin position midt foran mål scorede stensikkert.
På intet tidspunkt i første halvleg blev det bedre for Brøndby, som dog kom forvandlet ud til anden halvleg. Lidt ligesom i den første kamp på Brøndby Stadion, hvor Brøndby vendte 0-3 til 3-3.
Allerede to minutter efter pausen kom udligningen. Sean Klaiber sparkede en hård bold frem til Mathias Kvistgaarden, som lidt tilfældigt fik serveret den perfekt til indskiftede Mileta Rajovic, der bankede den i nettet.
Brøndby havde derefter flere gode muligheder, og Jacob Rasmussen havde sågar kuglen over stregen efter 64 minutter. Der blev dog dømt frispark.
Men så mistede Brøndby igen grebet om kampen, og efter 66 minutter scorede Silkeborg til 2-1. Efter et flot angreb havnede bolden hos en helt fri Jens Martin Gammelby i feltet, og via Clement Bischoffs fod ramte den tidligere Brøndby-spiller netmaskerne.
/ritzau/