Blogger: ”Den sociale massegrav” er faktisk en realitet
JyskeVestkystens leder 14. november understregede i virkeligheden, at kynisme har båret de seneste års beskæftigelsesreformer.

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

JEG VAR VED AT FÅ kaffen i den gale hals, da jeg læste JydskeVestkystens leder i den trykte avis 14. november af ansvarshavende chefredaktør Peter Orry.

”Alle bør kunne glæde sig over”, at antallet af mennesker på offentlig forsørgelse nu er faldet til det laveste niveau i flere årtier, skrev han. ”Det er fantastisk [godt]” og ”…. giver os råd til at gøre mere for dem, der ikke kan klare sig selv.”

Og så faldt ordene: ”Så selv om dommedagsbasunerne har hylet, og selv om den sociale massegrav er blevet profeteret, hver gang politikerne har reformeret dagpenge, kontanthjælp, pensionsalder, førtidspension, SU og meget mere for at få flere i arbejde, så har de – indrømmet – ofte hårde reformer virket.”

”DEN SOCIALE MASSEGRAV”? Jeg kendte ikke udtrykket og ville, selv som hård kritiker af de seneste syv års reform-amok (”reformer” betyder her ”forringelser”), aldrig have brugt så voldsomt et udtryk. Hvad mener chefredaktøren?

Udtrykket blev brugt første gang i 1984 af daværende formand for det nu hedengangne SiD, Hardy Hansen. Det skete i forbindelse med Schlüter-regeringens nedskæringer af dagpengene. Hardy Hansen mente, at disse nedskæringer ville føre til social nød og ulykke.

Siden er det med mellemrum blevet hentet frem i forskellige tilfælde. Liberale kræfter har anvendt det med distance og latterliggørelse om reformer, som, de ikke selv anerkender, er så alvorlige. Sociale kræfter har brugt det for at påpege, at de samme reformer virkelig har social slagside.

Når chefredaktøren nu bringer det på banen igen, må han forvente, at læserne rent faktisk reflekterer over, hvad konsekvenserne har været for de mennesker, der er blevet påvirket af de seneste års mange reformer af social- og beskæftigelsespolitikken. Også på et meget bogstaveligt plan.

SELV KAN JEG IKKE lade være med at associere til de endeløse sager om alvorligt syge mennesker, som efter implementeringen af reformen af førtidspension og fleksjob i 2013 er blevet parkeret i meningsløse ressourceforløb i op til fem år. For mange af dem er det sket trods helbredsattester, der præciserer tilstedeværelsen af mange nok så alvorlige diagnoser og ingen eller tilnærmelsesvist ingen funktionsevne. For nogle af dem endda også på trods af, at læger har kunnet advare om, at denne type ”indsats” er direkte kontraindiceret, det vil sige, at den gør borgerne endnu mere syge.

Nordjyske har tilbage i 2016 dokumenteret, at mindst 65 borgere indtil dette tidspunkt var afgået ved døden, mens de havde været i ressourceforløb (Nordjyske 9. maj 2016). Det er allerede flere år siden, og flere døde er tilkommet, men det er et mørketal.

Nu siger statistikken ikke noget om, hvad disse mennesker er døde af, men den fortæller i al fald, at man med reformen af førtidspension ikke har friholdt reelt dødssyge mennesker i deres sidste år og dage. Det, synes jeg, er en kynisk behandling af syge mennesker.

Derudover har en sygedagpengereform og flere kontanthjælpsreformer, sammen med reformen af førtidspension og fleksjob, betydet, at en del af de mennesker, som tidligere ville have fået sygedagpenge, fleksjob eller førtidspension, i disse år parkeres på kontanthjælp. En ydelse, som politisk udråbes som en midlertidig ydelse for dem, der ikke fejler andet, end at de er arbejdsløse.

MED ANDRE ORD er nogle af de mennesker, der er blevet værst ramt af de seneste års reformer, blevet meget hårdt ramt. Nogle af dem er døde, men de fleste befinder sig i et limbo mellem liv og død, hvor de i årevis venter på systemets afklaring af deres sager. I mine øjne er det regulær tortur.

Forringelserne betales dyrt af virkelige mennesker. Nogle betaler med deres liv, andre med mere sygdom, PTSD og andre belastningssyndromer, fattigdom, hjemløshed og sult. De erfarer umyndiggørelse, retsløse tilstande, ventetid, meningsløshed, håbløshed; de erfarer, at samfundet betragter dem som andenrangsmennesker. Har de familie og børn, går det også ud over dem.

Derfor er det heller ikke sandt, når Orry påstår, at reformerne ”… giver os råd til at gøre mere for dem, der ikke kan klare sig selv”. Sandheden er, at reformerne vil tage fra de svageste for at give til de stærkeste.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.