Der er bælgmørkt omkring mig. Jeg tager forsigtigt et skridt fremad. Min tunge kilder. Bare lidt. Det føles nærmest som små champagnebobler på tungen. Idet jeg langsomt drejer hovedet lidt til venstre, begynder det at boble rigtig meget. Jeg fortsætter med at dreje hovedet til venstre og boblerne forsvinder. Jeg vender hovedet til højre igen. Lige midt på min tunge kommer den prikkende følelse tilbage. Jeg går i den retning. Pludselig brager jeg ind i fotografen og udløser et latterbrøl. De sorte briller med det underlige kyklop-kamera i panden ryger hurtigt af.

»Der kan du se, du fandt hende! Er det ikke utroligt?,« siger Maurice Ptito og ser på mig som en far, der lige har overværet sit barn tage det allerførste skridt.

Georg Gearløs

Jeg har netop prøvet at se med tungen – og et kamera. Og selvom min tunge tydeligvis ikke ser særlig godt, så kan den lære det – eller rettere: Min hjerne kan lære den det.

Maurice Ptito er professor i neurobiologi ved Montréal Universitet i Canada, men gæster i øjeblikket Hvidovre Hospital for at udføre sin forskning i, hvordan blinde mennesker kan lære at se med tungen.

Sammen med kollegaen fra Belgien Ron Kupers træner han blinde i at kunne bruge et meget besynderligt stykke elektronik, der mere får tankerne til at falde på Georg Gearløs fra et Anders And-blad end på fremmelig hjerneforskning.

Den blinde tager en lille bøjelig plade – hvorpå der sidder en masse små elektroder – i munden. Den er forbundet til et kamera, der sidder på panden, og omdanner levende billeder til elektriske impulser på tungen. Jo mørkere nuancer, jo mere intensitet i signalet.

»Det lyder vildt, og det er heller ikke sådan, at de blinde kommer til at se, som vi ser med vores øjne. Men de bliver simpelthen så glade, du vil ikke tro på det. De kan lære at læse bogstaver, de kan lære at se forskel på former, bevægelser, at kende forskel på lys og skygge i omgivelserne og opfatte, at der er mennesker, huse, trapper, biler eller mennesker foran dem. Jo længere væk, jo svagere signal. Bare det at opfatte bevægelse er et mirakel for dem, siger de. Og at de ikke er begrænset af blindestokkens eller armens længde,« forklarer Ptito.

Forskerne ved dog ikke præcist, hvordan hjernen på denne måde lærer at omdanne føleimpulserne fra tungen til en rumopfattelse.

Danmark i front

Og det er lige netop derfor, at Maurice Ptito og to af hans ph.d.-studerende lige nu arbejder på Hvidovre Hospitals MR-scanningsafdeling. For vi har nemlig i omverdenens øjne noget af det bedste hjernescanningsudstyr og god ekspertise i at bruge det.

Dermed er Danmark ret godt med i noget af det, som hjerneforskningen verden rundt fokuserer meget på i øjeblikket – nemlig at undersøge, hvor omprogrammerbar vores hjerne er.

I de senere år er forskerne med hjernescanninger blevet i stand til at se, hvilken del af hjernen, der er aktiv, når vi udfører bestemte handlinger, såsom at læse, tænke på vores kæreste eller spille med en bold. Og forskerne kan altså nu også se, at hjernen tilpasser sig meget mere efter, hvordan vi bruger den, end hvad man hidtil har troet. Vi kan med andre ord danne vores egne evner og træne hjernen, lidt som man træner sin krop.

»Det mest utrolige er, at vi kan se, at hjernen efter nogle ugers træning ændrer sig rent fysisk, den ændrer struktur. Folk, der aldrig har kunnet se, har også et manglende eller underudviklet synscenter, Men vi kan se, at flere og flere synsnerveceller bliver inddraget fra det omgivende hjernevæv til det visuelle område, efterhånden som de blinde træner med tungen. De får simpelthen et udviklet synscenter,« forklarer Ptito med en fransk accent, der er står lige så meget i kontrast til de kliniske og flade kittel-omgivelser i Hvidovre som hans sorte, figursyede jakkesæt og sorte, spidse sko.

Spiller computer

I øjeblikket har Ptito syv blinde forsøgspersoner, hvis hjerner han scanner, mens de bruger det såkaldte Tongue Display Unit (TDU). På den måde kan han se, hvordan det præcis er, at hjernen lærer at se med tungen.

Men i stedet for at have et kamera, der laver bobler på tungen – forsøgspersonerne ligger jo stille i en scanner – så er det et computerprogram, der skaber enten en bevægelse eller en figur, som personen skal se og genkende.

Lige nu træner han blinde i at kunne læse bogstaver på tungen. En af øvelserne handler om at se, om folk kan lære at kende forskel på, om et T vender på hovedet eller til siden.

En af hjerneforskernes forsøgskaniner er Ole Brun Jensen. Han blev blind umiddelbart efter fødslen, fordi han blev født to en halv måned for tidligt og måtte have ren ilt i kuvøsen.

»I løbet af et splitsekund ved jeg, om det T, som står på computerskærmen, vender den ene eller den anden vej. Det var en underlig oplevelse, da der først var hul igennem. I starten var det bare en kildren på tungen, og jeg kunne overhovedet ikke kende ting fra hinanden. Da jeg først havde lært det efter et par timer, så blev det lysende klart for mig, hvad jeg blev præsenteret for, nærmest inden jeg føler noget på tungen. Men det er svært at forklare hvordan,« siger Ole Brun Jensen.

Computerspil på tungen

Ptito har også for nyligt udviklet et computerspil, som de blinde skal spille, mens de er i skanneren. Computerspillet går ud på, at den blinde skal bevæge sig rundt i en labyrint med et joystick i hånden, og det bliver spillet på tungen.

»Vi kan se, at de efter noget tid udvikler aktivitet i det område af hjernen, som er aktivt, når mennesker ser med øjnene, men der kommer også aktivitet i det område, som har med stedsans at gøre – når mennesker, der kan se, danner et slags geografisk kort inde i hovedet. Så de danner sig en form for visuel fornemmelse af rummet omkring sig ud fra følesansen, selvom de aldrig har set verden,« siger Ptito.

I princippet kunne man også bruge et andet sted på kroppen »som indgang til hjernens synscenter«, men tungen er oplagt, dels fordi den er meget følsom, og dels fordi de elektriske impulser fungerer bedst på en fugtig overflade.

»Tungen er jo også det første, som spædbørn bruger til at udforske verden med. I stedet for at se på det propper de alt i munden,« forklarer Ptito.

I Canada har forskerne bygget deciderede forhindringsbaner. Udstyret med elektroder på tungen og et kamera i panden testede de, hvor godt de blinde kunne orientere sig uden stok eller hund. Det var tydeligt at se, at de blinde gik uden om ting, de ellers ville være stødt ind i.

Men det er ikke nogen mirakelkur, påpeger Ptito, og det giver Ole Brun Jensen ham indtil videre ret i.

»Jeg kan jo stadig ikke se som andre. Jeg aner stadig ikke, hvad farver er. Men jeg håber, det bliver nemmere at læse fra computeren. Det ville også være fantastisk at kunne bevæge sig rundt lidt friere. Og måske at komme til at kunne genkende et ansigt,« siger han.

Så en flamme

Hvor stor nytte man som blind kan få af TDU en, er meget individuelt påpeger Ptito.

En af de blindfødte forsøgspersoner, der tidligere har prøvet TDU en, beskriver for eksempel over for det videnskabelige nyhedsmagasin Science News, at hun altid havde troet, at stearinflammer var kæmpestore ildkugler. Sådan kunne hun nemlig normalt føle varmen brede sig ud fra lyset. Da hun første gang så et stearinlys med tungen, blev hun chokeret over, hvor lille flammen var, og hvor meget den dansede.

Så TDU en kan sagtens give blinde en helt ny virkelighedsopfattelse. Og perspektiverne er vidtrækkene, mener den fransk-canadiske professor. Men han kan endnu ikke sige noget om, hvornår TDU en bliver tilgængelig for almindelige mennesker.

»Måske om fem til syv år vil blinde kunne bruge den. Men det, vi gør lige nu, er jo også at finde ud af så meget som muligt om, hvordan hjernen fungerer med vores sanser. Jo mere viden vi får om hjernen, jo mere kan man udvikle teknikken – eller blive i stand til at udvikle endnu smartere teknikker. Det næste bliver at give kameraet en zoom-funktion,« siger han.

Han mener, perspektivet er, at kameraet muligvis kan blive implanteret i øjnene, mens tungetingen kan installeres i et lille, diskret mundstykke, som brugeren aktiverer ved at trykke tungen op i ganen. I den nærmeste fremtid vil det mest umiddelbare dog være at gøre det nemmere for blinde at læse, fordi man vil kunne få sendt elektronisk eller digital information direkte ind i tungen fra computeren og nettet, mener han.