BLÅ BOG: Stemmeslugeren Morten Messerschmidt er tilbage

Morten Messerschmidt (DF) er på stemmesedlen ved næste folketingsvalg. Han opstiller i Fredensborg-kredsen. (Foto: Foto: Henning Bagger/arkiv/Scanpix)

Morten Messerschmidt er på stemmesedlen ved næste folketingsvalg, som senest finder sted 17. juni 2019.

Siden 2009 har Morten Messerschmidt (DF) været medlem af EU-Parlamentet, men nu vender han tilbage til national dansk politik.

Onsdag aften blev han valgt som folketingskandidat for partiet i Fredensborg-kredsen.

Her er en blå bog over Dansk Folkepartis stemmesluger.

* Navn: Morten Messerschmidt.

* Alder: 37 (Født 13. november 1980).

* Fødested: Frederikssund.

* Bopæl: Bruxelles og København.

* Parti: Dansk Folkeparti.

* Politisk karriere:

Siden 2009: Medlem af Europa-Parlamentet med 465.758 personlige stemmer ved valget i 2014.

2005-2009: Medlem af Folketinget.

* Erhvervsuddannelse:

2010-2012: Underviser i statsforfatningsret på Københavns Universitet.

* Uddannelse:

Cand.jur. fra Københavns Universitet.

* Privat:

Kæreste med Dot Wessman, teltholder i sangerindepavillionen Bakkens Hvile.

/ritzau/