Bevæbnede mænd har fredag dræbt mindst 19 mennesker ved en demonstration i Iraks hovedstad, Bagdad.
De dræbte inkluderer tre politimænd, oplyser politiet og sundhedspersonale.
Over 70 er derudover blevet såret af skud eller knivstik ved Bagdads største og mest centrale plads, Tahrir-pladsen, som de seneste måneder har været centrum for demonstrationerne.
Angrebet er det mest blodige i flere uger i Irak.
Det kommer, en uge efter at premierminister Adel Abdel-Mahdi meddelte, at han ville trække sig efter måneders demonstrationer.
Myndighedskilder i Irak meddeler, at de bevæbnede mænd, som angreb demonstranterne, ikke umiddelbart kan identificeres.
Der er beretninger om, at det især er unge irakere, der har været på gaden i Bagdad og det sydlige Irak. Her har de protesteret mod korruption, mangel på arbejde og dårlig adgang til basale ydelser som vand og el.
Premierministerens afskedsbegæring var et af demonstranternes hovedkrav. Abdel-Mahdi og hans regering vil dog fortsætte, indtil en ny regering kan udpeges.
Den højtstående shiitiske ayatollah Ali al-Sistani sagde fredag i sin prædiken, at det er afgørende, at en ny regering ikke ligger under for udenlandske interesser.
Bemærkningerne kommer, efter at en højtstående iransk officer var i Bagdad denne uge for at samle opbakning til, at en ny irakisk regering vil støtte iranske interesser.
- Vi håber, at en ny regeringsleder og dens medlemmer bliver udpeget inden for forfatningens deadline, sagde Ali al-Sistani ved fredagsbønnen.
Præsident Barham Salih har officielt 15 dage - indtil 16. december - til at udpege en ny leder, der skal danne en regering, som skal godkendes af parlamentet inden en måned.
- Udpegelsen må finde sted uden nogen form for udenlandsk indblanding, sagde Sistani, som har stor indflydelse på opinionen og kun blander sig under politiske kriser.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters